Københavns Kommunes store millionprojekt, der gik ud på at udstyre københavnske cykler med chips og lade parkeringsvagter opfange signaler fra stjålne cyklers chips, er nu endegyldigt lukket ned.
En statusrapport fra januar 2010 viste ellers, at det ud af 5.000 chippede cykler ikke var lykkedes at genforene én eneste stjålen cykel med sin rette ejermand, men der skulle altså gå knap halvandet år endnu før Københavns Kommune indså, at det var håbløst at kaste flere millioner efter forsøget.
"Desværre har vores evalueringer af cykelchippene været utilfredsstillende. Der er kun blevet fundet 2 cykler ud af de 17, der blev meldt stjålet i løbet af pilotprojektets varighed." skriver kommunen på sin hjemmeside.
Projektet kostede i udviklingsfasen fra 2008-2009 ialt 1.5 mio.kr., og under selve forsøgets løbetid blev afsat op mod to millioner kroner plus 30 procents medfinansiering fra staten.