Og hvad med dem der bliver psykisk mishandlet eller "blot" bliver negligeret af deres forældre uden nogen former for direkte misbrug?

Vil lige understrege at jeg umiddelbart ikke er uenig. Jeg forsøger blot at nuancere din holdning lidt, så jeg får et bedre overblik

Hvis man mener, at sådanne handlinger er "forkerte", burde man arbejde for indførelse af love, der ulovliggører sådanne, hvorefter ansvaret igen ligger hos politiet. Det bør ikke være op til offentligt ansatte socialrådgivere at vurdere forældres egnethed. Hvad en person karakteriserer som "psykisk mishandling" vil for andre være at betegne som "tough love". Og hvis intet ulovligt har fundet sted, bør staten ingenlunde involveres.

Det er så vidt jeg ved allerede forbudt, men det er svært at opklare uden de fornødne psykologer, pædagoger, lærere, etc. til at verificere at der er sket en skade på barnet. Socialrådgiveren er normalt inde over her til at være tovholder.

Psykologer kan indhentes - og bliver det ofte - afpolitiet og domstolene for verificering af skade på barnet. Hvis der er brug for en "tovholder" bør denne holder være ansat af politiet, da emnet ligger inden for deres ansvarsområde.

Tak.

Hvis ikke velfærdsstaten havde udhulet familien som grundpille i samfundet, ville der ingen problemer være med anbringelser af børn. Derudover ville det være ønskeligt, hvis adoptivforældre indså, at det ikke kun er børn i den tredje verden, som mangler forældreomsorg.

Problemstillingen med fjernelse og anbringelse af misbrugte børn er uafhængig af tilgangen til misbrug generelt.

Det er da det værste nonsens. 

Misbrug af børn har fundet sted til alle tider men det er min opfattelse at det aldrig været mindre i omfang (og mere socialt uacceptabelt) end nu.

Jeg har også læst OBO's udmærkede bog men det er altså ikke velfærdsstatens skyld at forældre forgriber sig på deres børn!

Det var ikke, hvad jeg skrev.

Jeg kommenterede på dilemmaet vedrørende udgiften til anbringelse af børn; ikke årsagerne til misbrug. Venligst genlæs.

Staten kan og bør kun skride ind, når loven bliver brudt.

Børnemishandling er et følsomt emne, fordi ofrene oftest er fuldstændig forsvarsløse, men hvis vi lader følelser diktere lovgivningen og statens beføjelser, har godhedsindustrien vundet.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

http://www.despair.com/government.html

Staten kan og bør kun skride ind, når loven bliver brudt.

Så man skal ikke lave forebyggende hjemmebesøg? Man skal vente til barnet har lidt synlig, fysisk overlast?

Mht. om det er en krænkelse af familien at staten går ind så ser jeg sådan på det, at det individ jeg respekterer og hvis frihedsrettigheder jeg som liberal vil forsvare - er barnets.

Helt enig. Børnerådet anslår, at10-15 procent af alle børn er misrøgtede i et eller andet omfang - det svarer også nogenlunde til mine egne observationer.

Og et misrøgtet barn er forsvarsløst - og man kan se håbløsheden i øjnene på dem. Jeg mener, at hensynet til dette barns rettigheder må gå forud for forældrenes rettigheder. Selvfølgelig er der grænsetilfælde - og der skal også være plads til både tvivl og fejl. Jeg taler ikke for totalitære tilstande - men en ændring af fokus.

For i øjeblikket er der kun et hensyn, som jeg ser det: forældrenes rettigheder. Men hvor er hensynet til barnets rettigheder til et liv i frihed og med muligheder?

Hvordan definerer Børnerådet misrøgt?

Jeg mener, at forældre må have ret til at udvise et bredt skøn over, hvordan de vil håndtere deres børn. Staten skal ikke blande sig bare fordi et barn ikke har en ideel opvækst (det er heller ikke mit indtryk, at det er tilfældet i dag). Man kan ikke definere, hvor grænsen går - det er et skøn. Et skøn, der bør udøves med en vis tilbageholdenhed.

Personligt mener jeg, at revselsesretten er ok. Der er ingen børn, der tager skade af at blive sat på plads med en håndmad en sjælden gang imellem. Man må dog formode, at det kan lade sig gøre at opdrage et barn uden. Jeg godt se argumenterne for et forbud; det er jo - med rette - forbudt at slå en anden voksen, og derfor kan man med fornuft argumentere for, at det så meget desto mere må gælde et forsvarsløst barn.

Jeg godt se argumenterne for et forbud; det er jo - med rette - forbudt at slå en anden voksen, og derfor kan man med fornuft argumentere for, at det såmeget desto mere må gælde et forsvarsløst barn.

Præcis. Jeg må hverken slå min kone eller mine ansatte, selvom begge jo har en reel mulighed for at forlade mig. Hvorfor skulle jeg så måtte slå mit barn? Desuden synes jeg, at det skaber et helt nyt problem, nemlig en graduering af vold i "tilladelig" og "ikke-tilladelig".

Men bevares, I tænker måske noget i stil med dette? ;)

http://politiken.dk/politik/ECE1387901/ole-krarup-det-der-skete-ligger-langt-uden-for-begrebet-vold-i-straffeloven/

Ved at lade civilsamfundet tage over.

Evnen til at føle empati, og generelt at føle et behov for at drage omsorg for andre mennesker, er en egenskab, alle mennesker er udstyret med.

Ligesom mennesket er udstyret med evnen til at finde rationelle løsninger på indviklede problemstillinger.

Ingen af de to egenskaber besidder staten.

Altså, selvtægt efter konklusioner ofte draget ved lokal spekulation og almindelig perfid sladder i kæret, tænkte det nok. Jeg kan allerede se det for mig; folk med fakler og reb bevæger sig frem imod familiens bolig i mørket!

Liberale fakler!

Alternativet er statens ineffektive og universelt gældende lovgivning. Staten har også beføjelse til at tvangsfjerne børn. Her er det bare Birthe og Tove fra kommunen, der bestemmer, om de skal fjernes.

Før socialstaten tog civilsamfundet sig af sådanne sager - helt uden brug af pøbler med fakler, og uovervejet selvtægt.

I lokalsamfundene er der i langt højere grad en "finger på pulsen". Det fordrer en større grad af åbenhed, beboerne imellem.

Staten har en universelt anerkendt over-autoritet der kan sætte sig igennem over for enhver mishandler til enhver tid. At enkelte sagsbehandlere så er for meget svagpissere og kujoner til at ville risikere pletter på deres record, skulle de tage fejl i en sag, er en anden snak. Og utilstrækkelig lovgiving er jo kun utilstrækkelig fordi at man ikke har forbedret den som man burde.

Men hvem skal tage skridtet, og fjerne et barn? Du taler jo udenom. Hvem har bemyndigelsen, til at bestemme, hvornår et barn lider overlast og derpå med magt fjerne dette fra "ejeren"?

Man kunne forestille sig at repræsentanter for lokalsamfundet tog på visit i det pågældende hjem, og spurgte ind til forældrene og deres børn.

Hvis der finder overgreb sted, og barnet ønsker at blive fjernet fra hjemmet, ville barnet nok blive fjernet.

I sidste ende er det barnets beslutning - ikke forældrenes - om der skal finde en tvangsfjernelse sted.

Hvis barnet skulle ønske at fortsætte med at leve hos sine forældre, på trods af overgrebene, er det suverænt barnets valg.

Er barnet spædt, og der ingen tvivl er om, at der finder overgreb sted, er det op til hele lokalsamfundet at presse mest muligt på for en tvangsfjernelse. Det kunne bl.a. ske ved social og økonomisk udstødelse indtil barnet overgives af forældrene til børnehjem/plejeforældre.

Sådan fungerede det i gamle dage - og sådan ville det højst sandsynligt fungere nu.

Christian Frederiksen

"Man kunne forestille sig at repræsentanter for lokalsamfundet tog på visit i det pågældende hjem, og spurgte ind til forældrene og deres børn."

Og den mulige krænker ville have retten til at sige "skrid, det her er privat ejendom!" Hvem skal have retten til at tilsidesætte ejerens ejendomsret i snageriets og mistænkeliggørelsens højhellige navn? Hvor kommer den officielle berettigelse fra? Det giver jo fuldstændigt arbitrære tilstande uden en altoverskyggende autoritet, anerkendt af alle, til at skride ind.

Det giver lynhurtigt fordomsforpestede overvågningstilstande og i sidste ende frygtsomme psykosesamfund hvor alle holder øje med alle. Jeg kan næsten allerede høre det: "Gad vide om de dersens med tatoveringerne nede i nr. 7 er ligeså gode forældre som "os" andre?" Det vil minde uhyggeligt meget om det man oplever i islamiske "analoge overvågningssamfund" hvor imamer er repræsentanterne der udfører kontrolbesøg. Nej tak.

Man kunne forestille sig at repræsentanter for lokalsamfundet tog på visit i det pågældende hjem, og spurgte ind til forældrene og deres børn.

Men så er det jo stadig Bente og Tove. Og i stedet for at have loven i hånd, er de en selvbestaltet "autoritet" som ikke står til ansvar for nogen, og som fjerner børn efter forgodtbefindende. Og har Bente og Tove pligt til at gribe ind? Er de ansvarlige for deres (manglende) handlinger?

Hvis der finder overgreb sted, og barnet ønsker at blive fjernet fra hjemmet, ville barnet nok blive fjernet.

Det er jo direkte komisk! Der er ikke ret mange børn som ønsker at blive fjernet. De er jo netop børn og har meget svært ved at overskue, hvad konsekvenserne ved far og mors handlinger er. Der er utallige eksempler på f.eks. seksuelt misbrug som børnene benægtede, fordi de var blevet "skræmt" af far eller mor til at holde mund. Klart - når barnet har en vis alder, og kan overskue konsekvenserne, kan man spørge det. Men vi snakker 12 år eller deromkring. Og hvem er det i øvrigt, som skal spørge? Skal der være et ankenævn? Der er rigtig mange aspekter din sogneråds-løsning ikke dækker.

nwinther:

Ja! Med hvilken officiel berettigelse går en privat part ind og fjerner et barn fra en anden privat part?

Aner det ikke. Men det er i hvert fald ikke liberalisme at gøre det. Og det understreger min oprindelige pointe - at f.eks. tvangsfjernelser kan være tvingende nødvendige - men nogen skal have myndigheden dertil, hvorfor liberalismen ikke er meget bedre end socialisme, når det kommer til utopiske idéer.

Eneste forskel på dét, og så det eksisterende, er at det ikke er kommunen som har med det at gøre. Udgifter, bureaukrati osv. er nøjagtigt det samme - faktisk mere omfattende, fordi "juri"'en ikke har indsigt i folks øvrige forhold og derfor skal igennem alskens badutspring for at opspore de misbrugte børn.

Desværre så stiger udgifter og beukrati når staten tager sig af noget. Det modsatte er tilfældet når markedet udelukkende selv tager sig af noget. Jeg tror du vil finde du hellere vil have en juri der skal vurdere og blive enige om din sag, end en enkelt institution som for det første selv skal finde beviserne men også konkludere og agere derefter. Det er justitsmord på et sølvfad, og resultatet er fejlagtige og ovenikøbet manglende tvangsfjernelser f.eks.."Nej vi gider sku ikke lige idag". Det er sidstnævnte vi hører mest om for tiden, men isen for førstnævnte vil også snart blive brudt, og det vil blive den komplette fallitærklaring for statslig varetagelse af børnemishandlingsager.