Hvem misforstår knivloven?

Siden indførslen af den skærpede knivlov har vi set en lind strøm af ganske almindelige mennesker komme i klemme

Jesper Ørsted

24/09/2010

Siden indførslen af den skærpede knivlov har vi set en lind strøm af ganske almindelige mennesker komme i klemme. Deres brøde bestod som oftest i at have en hobbykniv eller urtekniv i en taske eller i bilen. Vi taler ikke om en Crocodile Dundee kniv i bæltet. Oftest er det den helt uanseelige hobbykniv det drejer sig om. Et helt almindeligt stykke værktøj i værktøjskassen eller i arbejdsbukserne. Mange af dem har ligefrem en speciallomme til hobbyknive. Glemmer man hobbykniven i lommen når man skal hjem fra arbejde eller i arbejdstøjet man har hjemme fra vask, så falder hammeren, hvis politiet lige skal tjekke én i en visitationszonerazzia. Jeg tror jeg har været heldig ikke at blive snuppet. Jeg har glemt hobbyknive i arbejdsbukserne der skulle hjem til vask. Og for at komme hjem cyklede jeg igennem Tingbjerg.
Det jeg vil mene, er, at enten fortolker politi, anklagemyndighed og domstole loven for stramt. Eller også har vores politikere ganske enkelt ikke været klar over hvad det var for en lov de vedtog.
De seneste skrækeksempler er en maler idømt 10 dages fængsel for besøg på Bakken med en hobbykniv i tasken og en fritidscowboy med våbentilladelse til sine knive, der optræder som knivkastende cowboy til byfester mv. der blev idømt 7 dages fængsel i byretten. Dommen er anket og anklagemyndigheden kræver det dobbelte: 14 dages fængsel, da de ikke mener, at det at optræde som cowboy med det udstyr der her følger med, er et anerkendelsesværdigt formål. Spørgsmålet må være lige præcis hvad der er et anerkendelsesværdigt formål. Der er også mange andre uklare punkter: F.eks. hvor stor modstand skal kniven give, når man lukker den, for at den regnes som låst i åben position. Jeg tør ikke tage den schweizerkniv jeg arvede efter min onkel med nogen steder, da jeg ikke ved om jeg så ender 7 dage i fængsel for det.

Kilde: