Jeg håber ikke jeg har ret i denne overskrift, men der er noget der tyder på at man ikke har de samme rettigheder, som andre ''almindelige'' mennesker, hvis man ligner en der kunne finde på at tage stoffer, eller bruge Cannabis, eller bare fordi man er det ''forkerte'' sted.
Jeg ligner ikke selv umidelbart det stereotypiske billede af en stener, eller stofmisbruger, og har aldrig haft problemer med politiet mht. Cannabis. Nok primært fordi jeg kun bruger det hjemme, og ikke behøver at færdes i betændte miljøer, for at skaffe lidt planteskud. Men som jeg forstår det bruger politiet følgende skumle taktik, når de vil se i lommerne på en mulig Cannabis bruger.
Lad os sige at en person kommer gående ud fra f.eks. Christiania, og politiet ikke har en bestyrket mistanke når de stopper personen. Altså de har ikke set borgeren handle noget, eller udføre andre ulovlige aktiviteter. Personen nægter at lade sig visitere, og så sigter de ham/hende, på stedet, for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Dermed kan de kropsvisitere personen. Finder de ikke noget, frafalder de sigtelsen, på stedet. Det er i mine øjne et rigtig ubehageligt smuthul i det almindelige menneskes rettigheder, og jeg finder det dybt kritisabelt. Hvordan kan de tillade sig at sigte, og udsætte en borger for en ydmygende kropsvisitering, uden at have en reel mistanke, ud over stedet personen befinder sig, eller hvordan han/hun ser ud?
Med dette smuthul er Danmark i virkeligheden en stor visitationszone, og politiet kan til hver en tid undersøge lommerne på en borger, eller borgerens bil, bare fordi de har lyst!
Jeg håber der er noget jeg har misforstået, og der er en der kan fortælle at grundlovssikrede rettigheder stadig findes for alle, der ikke er under bestyrket mistanke....
Afkriminalisér Cannabis, og respektér menneskers ret til at bestemme over egen krop, og til at færdes frit uden overgreb fra staten.