Årh, altså. Man får både lyst at kramme de kære madammer, der sidder derhjemme og hygger sig. Og man får lyst at give dem en god, gammeldags opsang.
Hvad er der NU galt, spørger du, kære læser. Jo, det skal jeg sige dig: Midt i mad-blogningen, strikketøjet, det frivillige arbejde, det lønnede bi-job (ved siden af hovedbeskæftigelsen: Førtidspension), kan man pludselig stoppe op. Tænke lidt over livets forunderligheder. Og gribe til K10, det altid fantastiske forum, hvor man kan lufte sine samfundsfilosofiske tanker.
Her har vi Te-pigen, hvis stakkels søn - og her mener jeg skam stakkel, believe me - kommer til skade. Desværre for ham bor de billigt, ude på landet, og der er en halv times kørsel til en åben skadestue - den i byen er lukket:
Da de er lige ved sygehuset går de derind i håb om hjælp, vel vidende at der ikke er skadestue mere... de henvender sig til lægevagten, og får det svar at der er et toilet hvor de kan gå ud og skylle sårene fri for grus og sten, og så håbe blødningerne stopper....
Ikke så meget som et plaster, godt råd eller lign. kan de få... nada, ingenting...
Hvad pokker er det for et samfund vi lever i.
Man får sådan lyst at sige noget. Men jeg lader lige veninderne på K10 kagle færdig:
pip:
Det var nemmere i gamle dage hvor det var de lokale læger der skiftedes til at have vagt.. og rent faktisk kørte ud til patienterne..
Ja, der var flere strukturer, der var anderledes for et par årtier siden ... *host, host*
F.eks. var der ikke så mange madammer på førtidspension og i fleksjob, vel? Som skulle have 200.000/år for at sidde derhjemme og krydre nummi!
Det er højst ironisk, at de mennesker, der er selve årsagen til, at kernevelfærden udhules brokker sig over det - og aldrig kommer til den konklusion, at de selv er grunden til, at de mest basale ydelser bliver stadig ringere.
For søren, hvor er det dog op ad bakke.
