En af de mest fundamentale menneskerettigheder er retten til livet. Hver enkelt menneskes liv er ukrænkeligt og deraf følger også retten til at forsvare sig selv mod angreb. Det anerkendes også i den danske straffelovs §13 om nødværge:
Handlinger foretaget i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
På trods af dette, har vi i Danmark en stærkt begrænset mulighed for rent faktisk at sætte os til nødværge. Man har fra politisk side konsekvent gennemført en strategi om at “afvæbne” den danske befolkning. Der er stærkt begrænset adgang til skydevåben og senest knivloven, hvor helt almindelige danskere bliver dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Ja, der er endda eksempler på at selv en skruetrækker eller et stykke ledning er blevet betragtet som et ulovligt våben.
Det vil altså sige, at vi i teorien har ret til at forsvare os selv, men i praksis er denne ret stærkt begrænset, da man reelt ikke må bruge andet end sine bare næver. Dette er næppe effektivt mod dagens kriminelle, der ikke har problemer med at tage både knive og pistoler i brug. Samtidig er der flere sager, hvor offeret pludselig står anklaget som gerningsmand, for at have kommet til at skade den oprindelige gerningsmand.
Tankegangen bag denne politik, er den sympatiske - men også noget naive - idé om, at politiet altid vil være der for os, og kommer og tager sig af forbryderne. Den officielle anbefaling fra politiets side er stadig ikke at gøre modstand mod en eventuel røver eller indbrudstyv, men blot give dem hvad de vil have, og så lade politiet klare efterforskningen bagefter. Der er to store problemer med denne anbefaling. Det sidste først: Det er alment kendt at politiet har begrænsede ressourcer til at efterforske simple røverier og indbrud og derfor er der stor sandsynlighed for at forbryderne aldrig bliver stillet for en dommer. Samtidig er der med politireformen blevet meget længere til en politistation for alle der ikke lige bor i de store byer, og dermed længere reaktionstid. For det andet hører det til i en romantisk forestilling om “tyveknægte på listefødder med maske og en sæk på ryggen”, at bare give dem hvad de vil have, så skal de nok lade dig være. Tiderne har i den grad ændret sig, og med fremkomsten at udenlandske tyvebander er kriminaliteten blevet grovere, og de kriminelle slår hellere et offer i gulvet og bagbinder dem først, for derefter i ro og mag at tage hvad de kom for. Jeg tror at de fleste ofre for især hjemmerøverier vil sige, at følelsen af afmagt er det værste. At vide at dit liv er 100% i en fremmed forbryders hænder. I flere tilfælde de seneste år er det endt med dødelig udgang for ofret. Tabet af kontrol og handlemuligheder er noget af det mest grænseoverskridende for de fleste, og det er netop den situation et fuldstændigt afvæbnet menneske er i, når man står overfor en forbryder med kniv, kølle eller det der er værre i ens eget hjem. Retten til at forsvare sig selv, sin familie og ejendom bør derfor være endnu stærkere end den er i dag.
Ingen skal ufrivilligt stå i den situation at ens eget og ens børns liv er i fuldstændigt i hænderne på en tilfældig røverbande der pludselig står i ens stue. Det må være lovligt at bruge de nødvendige redskaber for at kunne forsvare sig selv. Det skal selvfølgelig ikke være et carte blanche til at pløkke enhver ned, der træder over ens græsplæne. Der skal stadig være proportionalitet mellem forbrydelse og nødværge. Men alene det at røveren ved, at der nu pludselig er en markant risiko for at stirre ned i løbet på en skarpladt pistol vil have en præventiv effekt. Skulle det komme til den ulykkelige situation at man i nødværge kommer til at skade en røver, må der være en markant større fejlmargen til den forurettedes side. Det er allerede præciseret i straffelovens §13 stk 2:
Stk.2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Lad mig så dernæst imødegå nogle af de standard argumenter der er, imod en mere liberal våbenlovgivning.
Hvis folk får lov at have våben, vil forbryderne også bare få våben og optrappe konfliktniveauet.
For det første har kriminelle i dagens Danmark desværre ikke noget problem med at skaffe våben. Det dokumenteres næsten dagligt gennem politiets våbenfund og skudepisoder mellem bander. Så det vi taler om her, er jo udelukkende at give lovlydige borgere mulighed for at forsvare på et tilsvarende niveau - vi står med tomme hænder og må ikke have så meget som en hobbykniv i handskerummet.
For det andet er det en fejlslutning at “våbenkapløbet optrappes”. Den enkelte forbryder foretager bevidst eller ubevidst en risikovurdering af den forbrydelse de udfører. Et hjemmerøveri, indbrud eller gaderøveri i Danmark er stort set en risikofri affære. Det er jo netop derfor så mange udenlandske kriminelle kommer hertil. Du kan vade direkte ind i ethvert parcelhus om aftenen, bagbinde familien og tage hvad du vil have. Største risiko? At komme en tur på kost og logi i et dansk fængsel - og hvis du er rigtig “uheldig” - få lov at lege gourmetkok med Klaus Meyer. Hvis man derimod ved, at der er f.eks. bare 50% risiko for, at blive mødt med dødelig ildkraft, er indsatsen en hel anden, nemlig forbryderens eget liv. Er det værd at risikere for at kunne løbe med en iphone og en håndfuld smykker? For de fleste, selv hårde forbrydere vil det pludselig ikke være en særlig attraktiv ”handel” mere.
Det vil skabe stor utryghed. Tænk på hvor let det er at gå ind og skyde naboen eller konen lige pludselig. Eller tænk hvis børnene finder et ladt håndvåben?
Bliver folk mere morderiske fordi de har et skydevåben? Er det lettere at tage et andet menneskes liv med ét slags redskab end andre? Alle mennesker har dog i dag trods alt adgang til store køkkenknive, skruetrækkere, rottegift, motorsave og økser. Der er næppe belæg for, at netop tilgængeligheden af ét bestemt redskab er afgørende for en mere eller mindre spontan beslutning om at dræbe en anden. På samme måde omkring sikkerhed og børn. Alle de førnævnte remedier opbevares i dag i børnefamiliers hjem. Som med alle andre farlige maskiner og redskaber, er det forældres ansvar at opbevare dem forsvarligt uden for børns rækkevidde. Der er ingen grund til at tro, at danske forældre vil være mindre opmærksomme og sikkerhedsbevidste når det gælder skydevåben. Snarere tværtimod, da en pistol så åbenlyst er et farligt redskab at det naturligt vil forekomme alle fuldstændig vanvittigt at lade det ligge frit fremme. Mere åbenlyst end for eksempel batterier, medicin eller rengøringsmidler som mange børn kommer til skade med eller i værste fald dør af, fordi det ikke intuitivt virker særligt farligt.
Jamen der må da ske flere mord når der er flere våben i omløb?
Her vil jeg overlade det til læseren selv at Google ”Gun control statistics” for at finde svaret. Der findes megen statistik – en del fra pro-guns side, en del fra gun-control side og noget der kan tilnærmelsesvis siges at være neutralt. Det generelle billede jeg har fundet er, at mordraten stiger, når der er strammere regler for skydevåben, og falder jo lettere lovlig tilgang der er til skydevåben. Modsat den intuitive fornemmelse de fleste har. Der kan være en tendens til at der sker flere drab med skydevåben, når de er legaliseret, end i stramt regulerede stater. Men det ser ud til mere at handle om at skydevåben har en større ”markedsandel” af mordene disse steder, mens eksempelvis knive er populære som mordvåben, når skydevåben er ulovlige.
Derfor foreslår jeg helt konkret, nogle lempelser der dog trods alt stadig giver en vis styring med, hvem der får adgang til hvilke typer våben:
Knivloven bør afskaffes for alle over 18 år. Blankvåben og lignende skal ikke være omfattet af generelle forbud, men der kan være fornuft i at indføre begrænsninger i bestemte områder og tidspunkter. For eksempel har de færreste nok et legitimt behov for at gå med en spejderdolk i indre by torsdag til lørdag nat.
Små håndvåben kaliber .22 og rifler bør kunne købes af alle over 18 år med ren straffeattest og opbevares i hjemmet/bilen. De er håndterbare for de fleste og er ikke synderligt kraftigere end de stærkeste luftvåben, der i dag fås uden tilladelse.
Kraftigere håndvåben som 9mm bør kunne købes af alle over 23 år med ren straffeattest, efter bestået teoretisk og praktisk ”køreprøve” til håndvåben.
Endvidere kunne man som i USA indføre concealed carry license, en yderligere tilladelse til at bære skjulte våben offentligt – igen efter en grundig prøve og eksamen i juridiske aspekter og praktisk håndtering.
I sidste ende mener jeg det er et spørgsmål om moral og frihed. Man kan ikke gøre værdien op, af de ulykker der uværgeligt vil ske med skydevåben, imod de forbrydelser der kan forebygges ved netop at have skydevåben. Men som liberal vil jeg hellere være biased mod ”friheds”-siden frem for ”kontrol”-siden. Det handler om grundlæggende at have tillid til at de fleste folk er fornuftige og kan håndtere frihed, frem for at have behov for regler og kontrol.
