I årevis har jeg holdt mig tilbage fra at fortælle min historie, da den er så vild og grusom, at det er ufatteligt, den har kunnet udspille sig i et moderne, såkaldt civiliseret samfund, men nu kæmpes der hårdt for at få den behandling, jeg har været udsat for, og som har ødelagt mit liv totalt, sat på finansloven, så her kommer den – til skræk og advarsel og eftertanke hos politikerne, der skal bedømme, om den slags skal belønnes ved at blive en integreret del af sundhedssystemet:
I august 2005 kunne jeg ikke sove. Hver gang jeg lagde mig, kunne jeg ikke trække vejret og følte det, som om jeg druknede. Til sidst stod jeg op og ventede på, at min læge skulle åbne, så jeg kunne få en aftale med ham, hvilket jeg gjorde.
Jeg kunne knapt gå op til ham. For hver 10. meter måtte jeg standse og puste for at få vejret. Siddende overfor ham, rystende, grædende og træt, bedømte han uden videre, at jeg havde fået en depression og udskrev ”lykkepiller”. Dem skulle jeg tage i en måned for derefter at vende tilbage og fortælle, hvor godt jeg havde fået det.
Jeg fik det imidlertid ikke så godt. Jeg begyndte at få væske i hele kroppen og særligt i fødderne, så da jeg vendte tilbage en måned senere, bedømte den dygtige doktor, at ”den var helt gal med mig” og skrev en henvisning til psykiater.
Ved henvendelse til denne med min seddel, mente han, der måtte være noget andet galt og sendte mig på laboratorium, hvor der blev taget blodprøver og hjerte EKG.
Derefter gik det rimelig stærkt. Efter en del om og men havnede jeg på Frederiksberg hospitals hjerteafdeling, hvor det viste sig, jeg havde et blodtryk på 230 og hjertesvigt i venstre side af hjertet, hvor hjerteklapperne var holdt op med at fungere.
En hurtig indsats fra de dygtige hjertelægers side fik mit blodtryk under kontrol og hjerteklapperne til at begynde at banke igen.
Da jeg kom hjem, indså jeg, at jeg havde været tæt på døden og opfyldt af taknemmelighed mod den dygtige psykiater købte jeg en flaske vin til ham og aflagde ham besøg for at takke ham for sin årvågenhed. Han påpegede, at der måtte være noget meget galt i mit liv, siden jeg i al for ung en alder fik et så alvorligt hjertesvigt, hvilket jeg indrømmede, at der var. Jeg arbejdede under ulidelige forhold og led af stress. Han foreslog, jeg skulle påbegynde seancer hos ham for at få værktøjer til at håndtere de situationer, der stressede mig noget bedre, hvilket jeg indvilligede i.
Jeg var naturligvis holdt op med at tage de ”lykkepiller” min læge havde ordineret forkert, men nu ville han sætte mig i behandling med den slags igen, hvilket jeg afslog, hvorefter han rankede sig og sagde, at det måtte han insistere på, da det ville ”holde mit humør oppe”, når jeg nu havde mit dårlige hjerte at tænke på og også skulle sidde og grave i gamle traumer, som var årsag til min dårlige bearbejdelse af visse situationer.
Jeg havde tillid til ham, så jeg bøjede mig for hans krav. I det følgende fik jeg ingen værktøjer til at bearbejde stress, men derimod stribevis af piller af forskellig observans, hvor han friskt skiftede mellem forskellige præparater.
Jeg anede ingenting, for jeg havde aldrig før fået den slags, men den mærkelige behandling stod på i et par måneder, indtil han ringede til mig en sen aftentime og sagde, at han blev nødt til at opgive mig som patient, fordi han var ”kommet til at holde så meget af mig”. Om vi ikke kunne fortsætte på privat basis? Det havde jeg ikke lyst til, men hvad der ikke var gået op for mig på det tidspunkt var, at han havde fået dopet mig så grundigt, at det endte med, jeg forsigtigt sagde, at det kunne vi da godt prøve, efter han nervøst havde talt godt for sig.
Det forsøg endte ikke godt. For det viste sig, at han bare skulle bruge mig. Jeg kunne skrive, arbejdede som skribent og han mente, jeg nu skulle skrive henrykte artikler om ham og om, hvor god og dygtig, han var.
Det mente jeg ikke. Så det venskab sluttede med et ordentligt brag.
Men på grund af sin skiftende medicinering af mig, var det lykkedes ham at forgifte mig med det, der professionelt hedder serotonergt syndrom, som er en livsfarlig tilstand med en umiddelbar dødelighed på 20%, hvilket jeg på det pågældende tidspunkt dog ikke kunne finde ud af, og derfor var helt på herrens mark, da jeg atter søgte læge, delvis lammet i venstre side af kroppen, snøvlende, vrøvlende, med sveden susende nedad ansigtet, rystende over hele kroppen og også var ved at miste synet.
Jeg henvendte mig på skadestuen og blev herfra sendt af sted til psykiatrien, der nu for alvor havde en diagnose: angstdepression og satte dosis af det seneste præparat, jeg havde fået op til det tredobbelte.
Den største forbrydelse mod menneskeheden i vor tid
I et stykke tid efter forgiftningen, sendte min nye praktiserende læge mig af sted til fysioterapeut på grund af lammelserne i venstre side af kroppen og mistet koordination. Samtidigt arbejdede han under højtryk for at ”komme mig til hjælp”” i min pauvre ”psykiske” tilstand, hvor sveden buldrede nedad mit ansigt, hjertet skabte sig og blodtrykket drønede op og ned, hvilket han alt sammen syntes var voldsomt morsomt og udslag af vild sindslidelse. Det endte med, at han sendte mig af sted til Distriktspsykiatrisk på Frederiksberg, hvor man ivrigt kastede sig over mig og fortsatte den tredobbelte medicinering af det middel, jeg var blevet forgiftet af, hvilket jeg dog på det pågældende tidspunkt endnu ikke vidste.
Jeg vidste bare, at jeg havde det frygteligt. Jeg var helt stiv i hele kroppen, og hvor jeg få måneder forinden havde været i stand til at dyrke fitness i den motionsklub, jeg var medlem i, hoppe ned i en vikingebåd sammen med to af mine små børnebørn for derefter at ro ud på Roskilde Fjord og siden løbe gennem parken op til byen, kunne jeg nu ikke gå op og ned ad en trappe.
Derudover havde jeg også taget 18 kilo på, hvor jeg som hjertepatient højest måtte tage 2 kilo på. Men ingen kunne bekymre sig mindre om min tilstand end sundhedspersonalet, der modtog alle klager fra min side, dumt grinende og med besked om, at det var vigtigt, jeg overholdt den høje medicinering, da jeg snart ”ville få det så godt.”
Jeg fik det dog ikke bedre, og da jeg også begyndte at føle, mit hjerte ville gå i stå for hvert skridt jeg tog, og blev mødt af blændende ligegyldighed, bestilte jeg selv tid til en hjertescanning på Privathospitalet Hamlet. For efter jeg var overgået i psykiatrisk regi, interesserede ingen sig mere for mit dårlige hjerte.
En uge efter scanningen holdt mine fordøjelsesveje op med at fungere. Selv om jeg var dopet til zombistadet, fandt jeg nu ud af, at alle mine problemer var startet, da jeg fik de sidst udskrevne ”lykkepiller”, hvor dosis var blevet sat op til det tredobbelte. Jeg meddelte derfor, at jeg ikke agtede at tage pillerne mere og i det hele taget ville udskrives. Og det kunne kun gå for langsomt.
Det skete dog ikke uden sværdslag, da jeg stadigvæk havde det rædselsfuldt og faktisk nu havde fået en depression, som min såkaldte primærbehandler påpegede, måtte være depressionen der var vendt tilbage, efter jeg var holdt op med at tage pillerne. Hertil svarede jeg: ”hvilken depression? Jeg fik ikke pillerne mod depression men for at holde humøret oppe.”
Det tog mig 4½ måned at blive udskrevet efter kun tre måneders ”behandling”. Da jeg stadigvæk ikke fik det bedre, ikke havde genvundet koordinationen, var stiv i hele kroppen og i det hele taget havde det rædselsfuldt, begyndte jeg selv at undersøge, hvad der kunne være galt, hvorunder jeg faldt over en beskrivelse af den livsfarlige forgiftning, serotonergt syndrom, hvor symptomerne var identiske med mine.
Da jeg endelig blev udskrevet, fik jeg en advarsel med på vejen: ”nu skal du passe på, at det ikke sætter sig til en psykose.”
Dén forstod jeg godt! Enhver anmodning om hjælp ville fra nu af blive betragtet som udslag af psykiske problemer, som ville skrige på behandling med antipsykotiske midler.
Men jeg havde ligesom fået psykofarmaka nok for resten af mit liv. I stedet talte jeg med en patientforening, hvor en tidligere sygeplejerske mente, at de problemer, jeg ikke kunne slippe ud af, skyldtes giftknuder på kirtlerne og bad mig opsøge en endokrinolog, hvilket jeg gjorde.
Denne rystede på hovedet, da han hørte, hvad jeg havde været udsat for og sendte mig på laboratorium, hvor prøver viste, at min hypofyse og mine nyrer var ødelagte på grund af den voldsomme overmedicinering i min forgiftede tilstand. Men jeg skulle nu også lære en værdifuld lektie, nemlig at sundhedssystemet nægtede at behandle mine ødelagte nyrer, fordi jeg nu var stemplet som psykiatrisk patient og disse ikke kan få deres somatiske problemer behandlet. Da en vagtlæge hasteindlagde mig på grund af problemer med nyrerne, ville man sende bud til psykiatrisk afdeling, hvortil mit svar var, at jeg ikke ville se en psykiater for mine øjne.
Samtidigt var jeg gået i gang med at klage og undersøge, hvad pillerne egentlig gør ved hjernen. Jeg satte mig i forbindelse med hjerneforskere, eksperter og læger i udlandet og fandt frem til hemmeligheden bag det voksende antal psykiatriske patienter i Danmark og hele den vestlige verden:
Pillerne virker inde ved hjernestammen, hvorfra de akkumuleres videre op i hjernen, hvor nervesystemets neuroner bærer dem rundt. I hypothalamus, lige over hjernestammen og nabo til hypofysen, produceres en lang række signalstoffer som serotonin, dopamin, noradrenalin m.v. samt en lang række hormoner. Ved fejl- eller overmedicinering ødelægges neuronerne og dermed produktionen af signalstoffer og hormoner. Ophører personen med at indtage pillerne, vil denne ikke få det bedre på grund af, at der ikke længere produceres livsvigtige signalstoffer og hormoner, hvilket er skyld i den depression, som nu kan iagttages.
Psykiatriens forsvar for sin muntre leg med menneskers hjerner og helbred er, at hjernen vil komme sig. Det er imidlertid ikke rigtigt. For selv om mennesker i hippocampus producerer nye neuroner, der iler ødelagte områder til hjælp, så kan de nye neuroner kun binde sig til friske neuroner. Hvis hele systemet er ødelagt, vil de nye neuroner gå til grunde og personen aldrig komme sig.
De stakler, der ikke ved dette, bliver fanget i systemet og bildt ind, at de nu lider af alle mulige sindslidelser, som der skal medicineres imod.
For at tage sig af alle disse førhen velfungerende mennesker, der nu er fanget i systemet, har psykiatrien stillet et umådeligt apparat på benene:
Mennesker der indtil få måneder forinden havde det godt, passede deres job, omgangskreds, venner og familie, og som var aktive, livsglade og fuldt ud funktionsdygtige, men nu ikke længere kan fungere, bliver inviteret til psykoeducation, hvortil de gerne må tage hele familien med, så alle kan lære, at den nye ufunktionelle status skyldes en vild sindslidelse.
Er personen helt stiv i kroppen på grund af et ødelagt centralnervesystem, bliver der koblet fysioterapeut på, og herudover kommer også en ergoterapeut til for at overvåge om den person, der indtil for ganske nyligt kunne klare sig selv, kan finde ud af at koge et æg og rede sin seng.
Ved at ødelægge hjernen på tusinder af mennesker, har psykiatrien gjort sig til den største og hurtigst voksende industri i Danmark, så stor og magtfuld at den nu vil på finansloven.
Dette uagtet at det er den største forbrydelse mod menneskeheden i vor tid. Og som både Hitler og Stalin vidste, så drejer det sig om at begå forbrydelser, der er så omfattende og overvældende, at ingen kan stille noget op imod det. Måske er det anledningen til, at den ikke er blevet sat på valgprogrammet hos de forskellige politiske partier?
Det er skatteborgernes penge, der spildes, og så er der åbenbart ingen smalle steder, når man skal betale til en branche, der ikke kan kende forskel på en sindslidelse og en somatisk sygdom.
