Fra Klaus K blog på Facebook:
Var til en hyggelig nytårsaften med børn & voksne. Jeg holdt som sædvanlig en lang & indviklet tale. Dette har i tidligere år fået nogen af mine "morsomme" venner til at medtage et æggeur, som blev sat til at ringe, når de mente jeg havde talt nok - dvs. ca. 5 minutter ;)
Men - ikke i år. Så jeg talte og talte - op ad stolper, ned ad vægge. Om nye tider kontra gamle dage, om økonomisk krise & om dronningens nytårstaler, om familen & staten, om Gud & Fanden, om sundhed & rygeforbud, om friheden & angsten for livet, om angsten for at miste, om traditionerne, kreativiteten, musikken & filmen (der var mange filmfolk til stede, ingen musikere) ... og naturligvis om mit favoritemne: Den dræbende politiske korrekthed.
Overraskende nok lod gæsterne til at være uhyre interesserede. Og da ingen stoppede mig, blev jeg ved - indtil der skete noget mærkeligt: En fire måneder gammel pige ved navn Ingeborg, som havde ligget og småslumret i sin moders favn, var vågnet op til dåd, og sad nu ret op & ned på skødet af mor. Med hele sin opmærksomhed rettet imod mig, storsmilede hun og lyste hele selskabet op med sit vidunderlige lille ansigt ...
Det var ikke til at tage fejl af. Noget større var på spil, som ikke var forståeligt med vores kedelige fornuft. Alle bemærkede det. Der var noget religiøst over det - på den glade måde. Selskabet løftede sig på en mystisk "let" måde. Forstod hun hvad der blev sagt? Næppe - selv om: Det påstod jeg naturligvis ;) - Men senere kom hendes far hen og kastede koldt vand på mig: "Ingeborg elsker bare mænd," sagde han ... hm. Hvor kedeligt, tænkte jeg. Men han har jo desværre nok ret ...
Idag tænker jeg, hvor vigtigt det er med store øjeblikke. Det er dem, vi skal leve højt på - de er frikvarteret fra vores kedsommelige fornuft, som i disse tider er (pardon my french) til at brække sig over. Øjeblikkene er dem vi husker. De står i et smukt & forklarende lys - hvorimod fornuften er hverdagens & ligegyldighedes hjernedøde mørke.
Når jeg er til selskab bliver jeg hurtigt sat ind i en rolle som den, alle ex-rygerne kommer og bøffer smøger fra. "Har du ikke en smøg, jeg har ikke røget i en hel uge," siger de. Jo-jo, siger jeg. Og så trækker de mig med ud i køkkenet og ryger, så deres koner & børn ikke skal se det. Og hvis familien kommer forbi, giver de hurtigt mig smøgen og spiller uskyldige ... :)
Jeg undlader naturligvis ikke at udsætte dem for hånlige bemærkninger, fordi de ikke tør stå ved det. Sig dog sandheden. Men på den anden side: De får et lille øjebliks frikvarter i deres uhyre fornuftige men ufrie liv. Det synes jeg er helt rart at bidrage til ...
Godt nytår, allesammen. Nu kan det snart kun gå fremad :)
Klaus K blog Facebook
