Nu kommer Johnny Madsen op at hænge på Borgen - Kendte - BT.dk

I skrivende stund er Johnny Madsens billeder på vej op på væggene på Christiansborg

Gunnar Langemark,

17/03/2012

I skrivende stund er Johnny Madsens billeder på vej op på væggene på Christiansborg. Efter at have afværget første angrebsbølge fra kunstudvalget, hvor begrundelsen "ikke uddannet på kunstakademiet" kun lykkedes med at slå projektet lettere ud af kurs, trak kunstudvalget det tunge skyts frem - og erklærede: "ikke god kunstnerisk kvalitet".

Dette burde have handlingslammet de genstridige medlemmer af LAs folketingsgruppe, men blev besvaret med "solgt på kunstauktion hos Christies i London og hænger i New York og Washington" - direkte efterfulgt af lammeren: "Vi køber det selv og hænger det op - om I kan lide det eller ej!"

Bitterheden over at en guitarspillende vestjyde uden københavnereksamen og med fedtet hår, får billeder op på de mest bonede gulve i landet - har trukket et spor af hvasse bemærkninger og forsøg på at afspore det - ifølge kritikerne - lidet agtværdige projekt. Vi afventer nu modtrækket fra kunstudvalget.

Eksperter forventer et af følgende udsagn - som er kendt fra tidligere kunstfejder: "At noget kan sælges, gør det ikke til kunst" eller "Selv Christies auktioner kan tage fejl".

Kunstudvalget kæmper i øjeblikket en brav kamp for at hænge på feltet af smagsdommere, som ifølge naturen er ganske begrænset i en by af Københavns størrelse. En af de allermest kendte og benyttede metoder til at holde sig "inde i varmen" - er som bekendt at erklære andre "ude i kulden".

At eksklusionstricket indtil videre har vist sig virkningsløst, har dog ikke afholdt talrige mindre smagsdommere i, at erklære deres støtte til, at Johnny Madsens malerier ikke er kunst. Derfor kan man se kunstudvalget trække en hale af medløbere - som gerne vil sole sig i lyset af de smagfulde og indsigtsfulde.

Københavns kunstmiljø drikker for meget dårlig hvidvin - og får sure maver af det.