Hvis ikke jeg havde besøgt ARoS, Aarhus Kunstmuseum, ville en tre-dages omgang diarré, hvor jeg lå om natten og overvejede, hvilken farve stomiposer, jeg skulle vælge efter amputationen af min tyktarm, have været påskens værste oplevelse. Da jeg er så historieløs som en teenager med nyprintet folkeskoleeksamen og så alkoholisk intoksikeret som en engelsk hooligan, antog jeg, at ARoS stod for "A Revelation Of (complete and utter) Shite". Ja, hvorfor ikke? Det afspejler i hvert fald virkeligheden bedre end "Danish for Progress".
Heldigvis kom jeg gratis ind på denne vores alle sammens højkulturelle institution. Ellers havde jeg også følt mig snydt. For jeg har jo allerede gennem skattebilletten betalt de såkaldte kunstnere hundredfold for de såkaldte malerier, skulpturer og installationskunstværker, som er placeret til frit skue som en slags monument over konsekvensløshedens konsekvenser og den frie opdragelses og velfærdssamfundets fallit.
Bevares, der var da afdelinger på museet, hvis værker afspejlede en eller anden form for faglighed eller håndværksmæssig kunnen hos de nu uddøde udøvere. Men så kom jeg ind på etagen for nutidig kunst. Det var præcis, som jeg forventede: Indrammede Post-it notes med grimme blyantsskitser. Tårn af spillekort, garneret med tomme øldåser og cigaretskodder. Talentløse malerier af elefanter, der var gjort dybe og kunstneriske af at være afbilledet med enorme erektioner. Videokunst af unge mennesker, der tripper rundt med papirposer over hovedet i et tomt lokale.
Hvis ikke det ville være en grov overtrædelse af ejendomsretten, ville det være en ganske passende happening at arrangere en pøbel af skatteborgere, der skulle trænge ind på stedet og smadre de såkaldte kunstværker. Faktisk ville sådan et event-kunstværk passe fint ind i ARoS' ånd. Men det ville naturligvis aldrig fungere i virkeligheden. Primært fordi, det ville være en borgerlig happening, hvilket selvfølgelig er ganske udelukket og uacceptabelt. Happenings laves kun af venstreorienterede og skal der udøves hærværk må det kun ske mod butiksejende kapitalister og miljøhadende bilister.
På et tidspunkt udbrød jeg højt, at disse kunstnere burde tvinges i hårdt, manuelt arbejde, så de for første gang i deres liv kunne bidrage fornuftigt til samfundet. Guiden replicerede, at hun da fandt det positivt, at kunsten havde provokeret mig, for så havde den netop opfyldt sit formål. "Øh nej," måtte jeg rette den utvivlsomt humanistisk uddannede, uduelige unge gås, der vraltede rundt som dum, utænkende guide til 500 støttekroner i timen på helvedesmuseet. "Fat dog, kone, at det på ingen måde provokerer mig at se dårlig fotografikunst af unge hennatonede kvinder, der fremviser skilte, hvorpå der står 'McDonald's - I'm NOT lovin' it'. Det er ikke provokerende. Det er intet andet end forudsigelig, direkte afspilning af de politiske klicheer, de lærte på kunstuddannelserne. Nej, provokationen ligger i, at denne kunst er lavet med tvangsinddrevne midler: Mine skattekroner. Det er udelukkende dette forhold, der provokerer mig." Hun fattede naturligvis intet. For hende er skat jo også bare noget, far og kæresten betaler.
Hun stillede sig selvsagt op og gloede dumt og hovent på mig gennem de kraftige statementbriller for at demonstrere over for hele gruppen, hvor bondsk og indskrænket, jeg opførte mig. Og jeg indrømmer gerne, at jeg intet forstår. Naturligvis gør jeg ikke det. For der er ikke noget at forstå. Den moderne kunst har degenereret sig til at være så diffus, at ingen kan argumentere for, om der er budskab i det eller ej. Jo mere ligegyldigt, jo flere ubearbejdede, neurotiske tankebumser, disse kunstnere presser ud for vores øjne, jo sværere bliver det for os at påpege, at der ingen mening ligger bag.
Jeg ved præcist, hvordan disse snyltere "arbejder". De vågner om morgenen, vader rundt og tænker ligegyldige tanker, drikker kaffe og spiser morgenmad af deres ironiske, orangefarvede 70'er plastikstel, går på Facebook, tager Instagram billeder med deres iPhones og drikker hamsterøl på cafeen eller ironisk pilsner på bodegaen, før de tager hjem og udøver deres kunst, hvilket består i at gribe det første, det bedste indfald og bikse nogle stykker affald sammen til et endnu større stykke affald.
Nogle måneder senere præsenterer de deres "værk" for andre kunstnere og deres hipster hangarounds, som ikke tør sige noget, fordi de er totalt angste for at virke dumme. Dernæst præsenterer de det for deres kunstakademilærere, som er begejstrede over det værdiløse, elendige makværk, hvis eneste identificerbare indhold er et ekko af de politiske holdninger, læreren pressede ned over dem til forelæsningerne, som var de blot skreget ud i en tom, stupid eksercitshal. Læreren ringer til sin gamle kammerat fra den kommunistiske diskussionsgruppe, som tilfældigvis er kunstekspert, og sørger for, at eleven får endnu mere kunststøtte.
Det værste er nok, at kunstnerne selv ender med at tro, at de producerer noget af værdi. At de selv er ophøjede individer, der leverer guddommelig indsigt til nokkefårene, der vader rundt og knokler for at betale til deres underhold. Og de har jo ret. I det sidste, altså. Vi bliver med kunststøtten ved med at pumpe liv i disse hjernedøde zombier, der til sidst selv bliver kunsteksperter eller undervisere på Kunstakademiet, hvorefter de kan æde sig selv ind i endnu en generation med deres selvhævdende parasitinfektion.
Retfærdigvis skal siges, at der også var udstillet noget nutidig kunst, der ikke bare lignede en ukritisk udstilling af 1.g's kanaliserede teenagefrustrationer udi billedkunstarbejde. Kæmpeskulpturen Boy var ganske flot lavet, men den kan umuligt være anerkendt af kunstnere. Det var jo en slags håndværk, for helvede. Og Regnbuen var da også underholdende. Altså for dem, der ikke har set 3D-film i firserne og for de horder af forældre fra speltkvarteret, der anvender ARoS som en slags legeland for deres børn, fordi Djurs Sommerland ikke er intellektuelt nok for lige præcis deres unikke, små snotgeneratorer (og fordi nævnte forlystelsespark bliver terroriseret til utålelig grad af den kulturimport, selvsamme personer er eksponenter for, og hvis hærgende konsekvenser overlades til den almindelige, jævne borger at leve med).
"Se selv," siger kunstnerne. "Børnene suger begejstret kunsten til sig. De har åbne hjerner, der endnu ikke er begrænset af jeres reaktionære, kapitalistiske forbrugstænkning." Nej og atter nej. Børnene er dumme. De bliver for helvede underholdt i syv timer, hvis man smider en flyttekasse på gulvet og hænger krøllet cellofan i loftet og lader en ventilator blæse på det. Og de bliver snydt hver eneste gang, man anvender tricket med at tage sin tommelfinger af, fordi man ikke aner, hvad man skal sige til dem. Hver evig eneste gang. Alt sammen ting, klogere individer end dem, der falder for knæ for ARoS, lader sig forblænde af.
Det sidste, jeg foretog mig på ARoS var at løsne boltene på Regnbuen, så den en dag, TV2s meteorologer glemmer at skrige ulv, blæser omkuld og falder ned på galgebakken med alle de måbende, stupide speltkvartersbeboere og deres uduelige, møgforkælede unger og smatter hele lortet sammen i et grotesk kunstværk over den ubrugelige klump biologisk affald, deres samlede eksistens udgør.
Dette land trænger SÅ meget til den borgerkrig.
(Bitter Blog læses bedst på Bitter Blog)
