Amok i CSR

LEDER: Et nyt statsligt organ skal nu dømme og bedømme danske virksomheders måde at drive forretning på, mener regeringen

obo

16/04/2012

LEDER: Et nyt statsligt organ skal nu dømme og bedømme danske virksomheders måde at drive forretning på, mener regeringen. Det handler ikke om, hvorvidt virksomhederne gør noget ulovligt, men om hvorvidt de optræder i overensstemmelse med den feel good-stemning, som promoveres af CSR-industrien.

Regeringen vil have borgerne (eller virksomhedernes konkurrenter) til at anmelde virksomheder, som ikke lever op til OECD's "Retningslinjer for multinationale virksomheder". Her kan man bl.a. læse, at virksomhederne skal:

* bidrage til effektiv afskaffelse af børnearbejde,

* skaffe arbejdstagernes repræsentanter de nødvendige ressourcer for at bidrage til, at der kan etableres effektive kollektivaftaler,

* overholde standarder for arbejdsforhold og forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager som ikke er mindre gunstige end dem, som følges af tilsvarende arbejdsgivere i værtslandet,

* i deres virksomhed, i videst muligt omfang, bruge og oplære lokal arbejdskraft så de kan forbedre deres kvalifikationer i samarbejde med arbejdstagernes repræsentanter og eventuelt med vedkommende statslige myndigheder,

* bidrage til at udvikle en miljømæssig meningsfyldt og økonomisk effektiv offentlig politik, for eksempel gennem samarbejde eller foranstaltninger som vil øge bevidstheden om og beskyttelsen af miljøet.

Og så videre og så videre ...

Noget af indholdet i retningslinjerne kan de fleste tilslutte sig. Ja, sådan synes vi også, at virksomheder skal opføre sig. Andet kan man sagtens være uenig i. Hvordan skal de børn, som ikke længere må arbejde, f.eks. få mad i munden og tøj på kroppen? Tror man, at det er for sjov, at deres forældre sender børnene på arbejde i stedet for at sende dem i skole? Var det for sjov, dengang danske børn kom ud at tjene som 12-årige?

Men om alt indhold i disse retningslinjer må man sige, at der er andre systemer til at tage sig af de ting, der er ulovlige, og det, der ikke er ulovligt, skal ingen statslig myndighed udstikke moralske retninslinjer om.

Vi har vågne forbrugerorganisationer, konkurrenter og pressen til at gøre opmærksom på det, hvis danske virksomheder optræder problematisk ude i den store verden. Herefter kan forbrugerne undlade at købe deres produkter, hvis de er enige i, at virksomhederne vitterligt opfører sig dårligt.

En ny "klage- og mæglingsinstitution for virksomhedernes samfundsansvar" lyder som noget fra en uhyggelig fremtidsdystopi.

Kilde: