Biblioteksimperialisme

LEDER: Effektive private leverandører som f

Ole Birk Olesen,

05/06/2012

LEDER: Effektive private leverandører som f.eks. Spotify, Wimp og TDC Play leverer allerede i dag streamet musik til danskerne, enten gratis med reklamer eller uden reklamer til billige priser. Alligevel mener landets offentlige biblioteker nu, at de skal til at gøre det samme - ved brug af skattekroner.

Det store spørgsmål er hvorfor? Hvorfor skal staten opkræve skat for at tilvejebringe et produkt, der er gratis for brugerne, når brugerne og alle andre lige så godt kunne slippe lidt billigere i skat og så bruge af deres egne penge, hvis de gerne vil streame musik uden reklameafbrydelser?

Der er findes ikke noget svar, der er mere fornuftigt end "bare fordi". Bare fordi bibliotekerne nu engang er der. Bare fordi de på den måde kan finde noget nyt at retfærdiggøre deres eksistens med. Bare fordi landets kulturpaver ikke har tillid til, at kultur kan leve, uden at det offentlige absolut skal blande sig.

Der mangler i den offentlige debat en forståelse af, at det er mindre effektivt og mindre moralsk at lade det offentlige opkræve skat og levere en ydelse for pengene end at lade private aktører klare opgaven for penge, som kunderne frivilligt lægger.

Bibliotekerne vil formentlig bruge flere penge på deres service end en privat leverandør, så regningen, som sendes til skatteyderne, bliver unødvendigt stor. Sådan går det jo som regel, når betalerne ikke kan sige nej til at betale. Og fordi de ikke kan sige nej, men i sidste ende trues med indespærring i et fængsel, hvis de ikke vil aflevere den skat, som bl.a. bruges til bibliotekernes musiktjeneste, så er løsningen også moralsk underlegen i forhold til de frivillige private tjenester.

Så hvorfor i al verden gøre det?

Kilde: