LEDER: Der er grænser for, hvad selv nok så mange skattekroner kan købe. Selvom Danmark hører til blandt de lande i verden, hvor den offentlige sektor bruger flest penge på uddannelse, så er der ikke mange danskere, som har en videregående uddannelse, viser nye tal fra OECD.
Well, heldigvis er uddannelse ikke alt. Indstilling og gejst er vigtigere! Og her overgår vi jo f.eks. canadiere, amerikanere og koreanere - som alle er langt bedre uddannede end danskerne - i risikovillighed, initiativrigdom og vilje til at arbejde hårdt ... Nånej.
Tag bare det sidste, det med at arbejde hårdt. I den såkaldte "World Value Survey", som er et internationalt meningsmålingsprojekt, hvor befolkninger i et meget stort antal af verdens lande er blevet stillet de samme spørgsmål, har man også spurgt, om det er vigtigt, at børn i hjemmet lærer at arbejde hårdt. Det synes en meget stor andel af befolkningerne i de fleste lande faktisk, at det er.
61 procent af amerikanerne synes, det er vigtigt, at børn hjemmefra lærer at arbejde hårdt. 53 procent af canadierne ligeså. Og hele 72 procent af sydkoreanerne!
Hvor mange danskere mener mon det samme? 2 procent. TO PROCENT! Lad os blot citere den svenske økonom Assar Lindbeck for en forklaring:
“Stærke normer til fordel for arbejde og imod at leve af offentlige ydelser opstod før velfærdsstaten, simpelthen fordi det var svært at overleve uden at arbejde i den periode. Forældre, skoler, kirken og andre institutioner bidrog også til at skabe og opretholde disse normer. Så kom velfærdsstaten, som gjorde gevinsten ved at arbejde mindre sammenlignet med ikke at arbejde, og således blev det nemmere at overleve uden at arbejde. Til at begynde med modarbejdede og forsinkede de nedarvede normer fra fortiden de negative effekter på arbejdet fra de nye incitamentstrukturer. Men over tid begyndte nogle mennesker at bruge de gavmilde støttesystemer mere og mere, og institutioner, som tidligere havde forkyndt det gavnlige i at arbejde, holdt op med at gøre det. Og når flere mennesker lever af forskellige slags offentlige ydelser, så er stigmatiseringen ved at gøre det tilbøjelig til at blive mindsket, og de forsinkede effekter af de nye incitamenter opstår.”
Mere behøver ikke siges.
