De venstreorienteredes mangel på dannelse - og de borgerliges ansvar for det

LEDER: Henrik Gade Jensen fra tænketanken CEPOS sætter i et blogindlæg fokus på et hidtil ret overset fænomen i den politiske debat, nemlig venstre...

Ole Birk Olesen,

30/09/2010

LEDER: Henrik Gade Jensen fra tænketanken CEPOS sætter i et blogindlæg fokus på et hidtil ret overset fænomen i den politiske debat, nemlig venstreorienterede menneskers fuldstændige analfabetisme i forhold til borgerliges politiske holdninger.

Selv belæste venstreorienterede kan meget ofte slet ikke begribe, at det kan være muligt for fornuftige og intelligente mennesker at være borgerlige. Jævnligt tyer man på venstrefløjen derfor til simpel ondskab som forklaringsmodel. 'Vi er humanister,' kan man ligefrem høre dem sige - altså folk der vil deres medmennesker det godt. Underforstået: modsat de fæle borgerlige der simpelthen vil fornedre alt og alle på deres vej til et bedre liv for ingen andre end sig selv.

Mange engagerede borgerlige har oplevet dette, når de ender i en diskussion med venstreorienterede. Mens den venstreorienterede lirer fraser af, som den borgerlige har hørt masser af gange i den offentlige debat, så synes den venstreorienterede at blive helt overrasket over, at der kan findes argumenter, som taler imod venstreorienterede synspunkter. For han har aldrig hørt dem før. Ikke i sin bekendtskabskreds, ikke i tv-avisen, ikke på sit arbejde eller sit studie.

I stedet for at skyde skylden for det på en ensrettet politisk debat, må det samlede borgerlige Danmark gribe i egen barm. Er borgerlige danskere som helhed klare nok i deres holdninger? Kommunikerer de dem ud, når det er nødvendigt for at tale en udvikling i samfundet imod? Brænder de, når det kommer til stykket, egentlig lige så meget for deres sag, som socialisterne gør for deres?

Hvis disse tre spørgsmål ikke kan besvares med et ja, så er det intet under, at de røde ikke har hørt så meget til borgerlige holdninger, og at de derfor finder det mærkeligt, når de endelig støder på en velformuleret og engageret borgerlig.

Det er i så fald de borgerliges egen skyld. Men i erkendelsen af det ligger heldigvis også nøglen til et anderledes pluralistisk debatklima i fremtiden. Det handler kun om at kaste sig ind i det.

Kilde: