LEDER: På Venstres landsmøde i november 2009 fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen om sin drøm: Danmark skal i år 2020 igen være blandt verdens ti rigeste lande. Det er et godt mål, for velstand giver mulighed for at få et bedre liv - med mere tryghed, flere oplevelser, mere fritid sammen med dem, man holder af, flere materielle goder m.m.
Med den tilbagetrækningsreform, som regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale indgik aftale om fredag aften, er vi nået et lille skridt på vejen, for den vil øge antallet af danskere, som arbejder på at skabe velstand i stedet for at sidde derhjemme og lade andre arbejde for sig. Også selvom i hvert fald den del, der handler om at tage efterlønnen ensidigt fra folk, der har gjort sig den umage at spare op til deres egen pension, trækker i den modsatte retning. Nu vil nogle overveje, om de ikke bare skal holde lidt mere fri i stedet for at arbejde for at lægge til side.
Men Løkkes drøm er end ikke i nærheden af at blive til virkelighed. Reformen vil ifølge regeringen øge beskæftigelsen med 65.000 personer frem til år 2020, men hvis vi Danmark blot skal nå økonomiske vækstrater, der nærmer sig de godt to procent, som er gennemsnittet i OECD-landene, så skal vi have, hvad der svarer til mellem 200.000 og 250.000 ekstra i arbejde. Så kan vi cirka holde trit. Sker det ikke, så vil vi fortsat år efter år blive relativt fattigere sammenlignet med andre lande, fordi vores økonomiske vækst vil ligge helt i bund så langt, som vi kan skue ud i fremtiden.
Beskeden til det flertal i Folketinget, som nu endelig har taget sig sammen til at begrænse adgangen til efterløn, men dog ikke har villet fjerne ordningen helt, er derfor: Det er bedre end ingenting, men det er langt fra godt nok. I kan fejre jer selv i en uges tid, men herefter bør I byde ind med svar på, hvordan I har tænkt jer at arbejde med den resterende del af udfordringen. Og ja, udfordringen er endnu større for jer, hvis I ikke er villige til at lette skatten!
