Enhedsliste-revolutionen er aflyst

LEDER: Enhedslistens revolution lader vente på sig, og måske behøver danskerne slet ikke bekymre sig for den overhovedet

Ole Birk Olesen,

05/12/2013

LEDER: Enhedslistens revolution lader vente på sig, og måske behøver danskerne slet ikke bekymre sig for den overhovedet. Ikke fordi Enhedslistens kadrer ikke har et ønske om at gennemføre den socialistiske revolution, for det har de efter alt at dømme, men fordi Enhedsliste-kommunisterne simpelthen ikke er gjort af et stof, der kan bruges til at sætte handling bag ord.

Med al den megen snak om, hvordan hele det kapitalistiske system inklusiv politi og militær skal omkalfatres, er det påfaldende, hvor håndsky Enhedslistens topfolk er, når det handler om at gøre noget ved den siddende regering, som trods alt er dette systems øverste magthavere.

Den ene minister efter den anden misbruger sin betroede magt, men Enhedslisten, som til enhver tid kan vælte såvel ministre som hele regeringen sammen med Folketingets borgerlige opposition, sidder bare på hænderne og gør intet andet end at frede den herskende klasse.

Revolution? Enhedslisten kan ikke engang mande sig op til en lille ministerstorm. Formentlig skyldes det angst for de venstreorienterede vælgeres dom. Enhedslisten maksimerer stemmer i stedet for at undergrave systemer, og analysen hos partiets brain trust er, at såvel listens nuværende og potentielle vælgere hellere vil have et parti, der bakker op om socialdemokratiske reformister, end de vil have et parti, der fungerer som gadekampens forlængede arm på Christiansborg og trækker tæppet væk under landets lyserøde magthavere.

Men af og til er det nu alligevel lidt underligt. Dansk Folkepartis vælgere er jo ikke just oprørere, men de havde ikke noget imod, at deres parti kappede hovedet af minister Barfoed for det rene pjat, bare så Dansk Folkeparti kunne statuere et eksempel over for den dengang borgerlige regering: "I skal ikke tage vores støtte for givet, hvis I ikke gør jer umage for at please os," lød den slet skjulte besked dengang.

Enhedslisten, disse hårde, revolutionære typer, sidder omvendt bare og sige "øh, bøh, buh", når en minister er på glatis. Revolutionen er aflyst.

Kilde: