LEDER: EU har i Viviane Reding en justitskommissær, som på linje med feminister og andre på venstrefløjen kæmper for diskrimination af mænd. Hvis en virksomheds ejere f.eks. gerne vil have en mand på en post i virksomhedens bestyrelse, så vil disse mennesker have det forbudt ved lov, hvis der i bestyrelsen ikke er 40 procent kvinder. Så skal loven pålægge virksomhedens ejere at vælge en kvinde i stedet, mener de.
Som skrevet, det synspunkt deles af en del mennesker, som hverken bekymrer sig om den private ejendomsret eller om, at loven skal være kønsblind. Og mange af dem kommer med gakkede påstande for at bakke deres synspunkt op, men man burde dog kunne forvente af en så magtfuld og af tusinder af skatteyderbetalte embedsmænd mandsopdækket person som justitskommissær Viviane Reding, at hun satte en højere standard.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Forleden skrev hun sammen med det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem Britta Thomsen en kronik i Berlingske, hvor påstanden lød:
"Flere undersøgelser peger på en sammenhæng mellem andelen af kvinder i topstillinger og virksomhedens resultater. Bl.a. har McKinsey påvist, at virksomheder med god kønsbalance har et 56 pct. højere overskud end virksomheder, som kun har mænd i bestyrelsen."
Men som al sund fornuft tilsiger, er det selvfølgelig ikke sandt. DR's Detektor har fortjenstfuldt påvist, at den omtalte rapport ikke ikke udgør troværdig dokumentation for, at et ligeligt mix af mænd og kvinder i lederstillinger skulle skabe mere profit end en ansættelsesproces, hvor man bare går efter den bedste, uanset køn.
Som professor Nina Smith bl.a. siger til Detektor:
"Man skal kontrollere for kausalitet, fordi et af argumenterne i den her branche med at undersøge kvinders betydning for bundlinjen, det har været, at det kan jo godt være, at de virksomheder som klarer sig godt i en periode de sagde, "nå men nu kan vi så godt eksperimentere lidt og så tager vi også en kvinde med i ledelsen eller direktionen"."
At en EU-justitskommissær ikke har embedsmænd, som er i stand til at advare hende mod at bruge en rapport, der ikke lever op til den meget grundlæggende videnskabelige erkendelse, at en sammenhæng mellem A og B ikke er dokumentation for, at A fører til B, men lige så godt kan være et resultat af, at B forårsager A, eller at C påvirker både A og B, det er nærmest ufatteligt.
At en feminist excellerer i irrationalitet er derimod ikke nyt.
