LEDER: Amatørismen i Det Konservative Folkeparti blev til fulde dokumenteret, da partiet i otte år havde den - i forhold til kravene i dansk toppolitik - småt begavede Bendt Bendtsen som partiets leder. I alle disse år, hvor konservative tillidsfolk på landsråd efter landsråd sendte stående ovationer mod Bendtsens plads i podiet, var de selv skyld i, at partiet ikke kunne få tilslutning fra mere end rundt regnet 10 procent af befolkningen. Blandt de resterende 90 procent af danskerne var der en hel del, som havde vejet Bendt Bendtsen og med god grund fundet ham for let til at bestride en stilling som leder for et regeringsbærende parti.
I 2008 slap tillidsfolkene, der ikke kunne tage sig sammen til at anvise Bendtsen en mere ydmyg plads i partiet, så af med ham, fordi han endelig selv indså sine begrænsninger og lod stafetten gå videre til en formodet bedre afløser. Og Lene Espersen, som hun jo hed, strålede ... i de første par måneder. Længere tid gik der ikke, før meningsmålingerne igen fandt tilbage til deres leje omkring de 10 procent.
Noget måtte gøres, tænkte Lene Espersen, og blev enig med sig selv om, at Udenrigsministeriet måtte være det rigtige sted at gøre det fra. Udenrigsministeriet havde jo både gjort Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og Per Stig Møller populære, analyserede hun sig frem til. I disse dage ser vi, at Lene Espersens analyse kun var delvis rigtig, for Udenrigsministeriet hiver i dag ikke Lene Espersen op, men viser i stedet hendes store mangel for hele befolkningen, nemlig manglen på dedikation.
Når Lene Espersen, fordi hun har planlagt ferie på Mallorca i samme uge, aflyser et møde, hvor hun ellers for første gang har mulighed for at trykke hænder med bl.a. USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, så udstiller det for alle, at Lene Espersen anser sit politiske hverv som et helt almindeligt 9-17-job. Og det er bare ikke godt nok. Af folk, der gerne vil sætte sig på ledende poster i dette samfund, det gælder både i politik og i erhvervslivet, forventes der faktisk mere. Vi, der er underlagt deres beslutninger, regner med, at vore ledere betragter deres arbejde som noget andet end et ordinært lønmodtagerjob, hvor arbejdsforholdene er nedskrevet i alle detaljer i en overenskomst. Vi forventer, at de er mere dedikerede og, måske, ligefrem opfatter deres hverv som et kald.
Lene Espersen demonstrerer for os, at hun i hvert fald ikke betragter stillingen som udenrigsminister som et kald, for hun vil hellere ligge i solen på Mallorca end at gøre sit arbejde, når det i særlig grad kræver noget af hende. Dermed er Lene Espersen, som de Konservatives tidligere pressechef og den nuværende politiske kommentator Niels Krause-Kjær skriver det, "ved at repræsentere et selvstændigt problem for sit parti". Skal der mon igen gå otte år, mens Det Konservative Folkepartis tillidsfolk ser stiltiende til, førend hun helt af sig selv tager sit gode tøj og går til den evige glemsel i Bruxelles?
I 2008 slap tillidsfolkene, der ikke kunne tage sig sammen til at anvise Bendtsen en mere ydmyg plads i partiet, så af med ham, fordi han endelig selv indså sine begrænsninger og lod stafetten gå videre til en formodet bedre afløser. Og Lene Espersen, som hun jo hed, strålede ... i de første par måneder. Længere tid gik der ikke, før meningsmålingerne igen fandt tilbage til deres leje omkring de 10 procent.
Noget måtte gøres, tænkte Lene Espersen, og blev enig med sig selv om, at Udenrigsministeriet måtte være det rigtige sted at gøre det fra. Udenrigsministeriet havde jo både gjort Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og Per Stig Møller populære, analyserede hun sig frem til. I disse dage ser vi, at Lene Espersens analyse kun var delvis rigtig, for Udenrigsministeriet hiver i dag ikke Lene Espersen op, men viser i stedet hendes store mangel for hele befolkningen, nemlig manglen på dedikation.
Når Lene Espersen, fordi hun har planlagt ferie på Mallorca i samme uge, aflyser et møde, hvor hun ellers for første gang har mulighed for at trykke hænder med bl.a. USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, så udstiller det for alle, at Lene Espersen anser sit politiske hverv som et helt almindeligt 9-17-job. Og det er bare ikke godt nok. Af folk, der gerne vil sætte sig på ledende poster i dette samfund, det gælder både i politik og i erhvervslivet, forventes der faktisk mere. Vi, der er underlagt deres beslutninger, regner med, at vore ledere betragter deres arbejde som noget andet end et ordinært lønmodtagerjob, hvor arbejdsforholdene er nedskrevet i alle detaljer i en overenskomst. Vi forventer, at de er mere dedikerede og, måske, ligefrem opfatter deres hverv som et kald.
Lene Espersen demonstrerer for os, at hun i hvert fald ikke betragter stillingen som udenrigsminister som et kald, for hun vil hellere ligge i solen på Mallorca end at gøre sit arbejde, når det i særlig grad kræver noget af hende. Dermed er Lene Espersen, som de Konservatives tidligere pressechef og den nuværende politiske kommentator Niels Krause-Kjær skriver det, "ved at repræsentere et selvstændigt problem for sit parti". Skal der mon igen gå otte år, mens Det Konservative Folkepartis tillidsfolk ser stiltiende til, førend hun helt af sig selv tager sit gode tøj og går til den evige glemsel i Bruxelles?
