LEDER: Fagbevægelsen kæmper for de svageste, det ved enhver, for vi har jo lært det i skolen. Og det er selvfølgelig rigtigt, at fagbevægelsen gør det engang i mellem - i hvert fald i egen selvforståelse. Men det sker vel også, at fagbevægelsen til tider bare kæmper for sig selv. For at få mange kontingentkroner i kassen, for fortsat at kunne bebo kontorpaladserne ved den københavnske havnefront, for at dens ledere kan føle sig magtfulde og vigtige. Det er rimeligt at antage, at også fagbevægelsen er befolket med mennesker, som mennesker er flest, d.v.s. mennesker med mindst lige så meget fokus på egennytten som på almenvellet.
I det lys skal vi formentlig også se fagbevægelsens bekostelige kamp for at bevare efterlønnen. Mens landets økonomer nemlig er enige om, at en afskaffelse af efterlønnen er et vigtigt element i et reformprogram, uden hvilket dansk økonomi vil ryge ud over afgrunden, hvorefter ikke mindst samfundets svage vil være ilde stedte, så vender fagbevægelsen sig imod forslaget uden at foreslå et alternativt reformprogram, som blot tilnærmelsesvist kan håndtere udfordringen. Blikket for hensynet til de svage synes her meget sløret hos fagbevægelsen.
Til gengæld er det indlysende, at fagbevægelsen og dens ledere og ansatte har en stor egennyttig interesse i at bevare efterlønnen uændret, fordi betingelsen for at kunne tilmelde sig efterlønsordningen er, at man også er medlem af en af fagbevægelsens a-kasser. Som Kristeligt Dagblad for nyligt skrev:
"Fagbevægelsen svækkes kraftigt, hvis det lykkes regeringen at afskaffe efterlønnen. Ikke alene falder en af de sidste store socialdemokratiske samfundsreformer bort. Det får også massive konsekvenser for medlemstallene i a-kasserne og fagforeningerne, der ellers i Danmark traditionelt har stået stærkt."
Det er værd at huske på, næste gang man hører en af fagbevægelsens ledere påberåbe sig hensynet til de svage som sit eneste motiv for at kæmpe for efterlønnens bevarelse. Der er god grund til at antage, at der er noget andet på spil.
