LEDER: Heidi Astrup er fattig, meddeler Politiken. Hun har ellers en indtægt fra kontanthjælp m.m. på næsten 16.000 kr. efter skat om måneden. Og hun har råd til at betale en husleje inklusiv varme og antenne på næsten 8.000 kr. om måneden, selvom det for en betydeligt mindre nettoydelse er muligt at bo i egen villa på Sjælland og samtidig afdrage på sine boliglån. Fattig? Hold nu op.
"Findes der fattige mennesker i Danmark?" spurgte Danmarks Radios Reimer Bo Christensen landets nye socialminister, Benedikte Kiær, på selve dagen for hendes udnævnelse. Det kunne ministeren ikke lige svare på, lød det fra hende. Hun måtte tale med sine embedsmænd først. Siden har Benedikte Kiær så meddelt, at der skam findes fattige i Danmark.
Men hvad er fattigdom da? Tilsyneladende handler det om mennesker, som har brugt deres penge, og ikke har så mange tilbage - altså efter at de er brugt. I princippet kan man have en millionløn og stadig være fattig, hvis man f.eks. er en pokerentusiast med stor spillegæld, så man skal leve af pasta og tomatsauce i sin Rungsted-villa. For så har man et lavt "rådighedsbeløb".
Men det giver jo ingen mening. Fattig er den, som har så lav en indkomst, at vedkommende ikke kan købe sig de basale livsfornødenheder, hvis man eller bruger pengene på formålet i stedet for på alt muligt andet. Og så lav en indkomst er det kun enkelte selvstændige erhvervsdrivende, som har i Danmark, men de optræder sjovt nok aldrig som fattigdomsklynkere i dagspressen. Alle andre, også kontanthjælpsmodtagere, har en indkomst, der gør, at de kan få en bolig med centralvarme, mad på bordet, tøj og ekstra tilskud, hvis der opstår uforudsete akutte behov.
Danmark har ikke et fattigdomsproblem. Men der er mennesker i Danmark, som ikke kan administrere deres økonomi, og derfor har et lavt rådighedbeløb, selvom de egentlig modtager penge nok til, at det ikke burde være tilfældet. Det problem kan ikke løses, selvom man så lader skatteyderne betale for en fordobling af overførselsindkomsterne. Men problemet kan løses, hvis det offentlige i stedet for at udbetale en sum penge månedligt til de økonomiske sjuskehoveder giver dem en art kuponer, som kun kan indløses til de livsfornødenheder, som politikerne mener, at alle skal have råd til: En huslejekupon der kan betale for en passende bolig, madkuponer til almindeligt forbrug, halvårlige tøj- og skokuponer. Den slags.
Det ville være at tage konsekvensen af virkeligheden. Flere penge til almindelig månedlig udbetaling er at lade skatteyderne betale for blår, som politikerne kan stikke i deres egne øjne.
"Findes der fattige mennesker i Danmark?" spurgte Danmarks Radios Reimer Bo Christensen landets nye socialminister, Benedikte Kiær, på selve dagen for hendes udnævnelse. Det kunne ministeren ikke lige svare på, lød det fra hende. Hun måtte tale med sine embedsmænd først. Siden har Benedikte Kiær så meddelt, at der skam findes fattige i Danmark.
Men hvad er fattigdom da? Tilsyneladende handler det om mennesker, som har brugt deres penge, og ikke har så mange tilbage - altså efter at de er brugt. I princippet kan man have en millionløn og stadig være fattig, hvis man f.eks. er en pokerentusiast med stor spillegæld, så man skal leve af pasta og tomatsauce i sin Rungsted-villa. For så har man et lavt "rådighedsbeløb".
Men det giver jo ingen mening. Fattig er den, som har så lav en indkomst, at vedkommende ikke kan købe sig de basale livsfornødenheder, hvis man eller bruger pengene på formålet i stedet for på alt muligt andet. Og så lav en indkomst er det kun enkelte selvstændige erhvervsdrivende, som har i Danmark, men de optræder sjovt nok aldrig som fattigdomsklynkere i dagspressen. Alle andre, også kontanthjælpsmodtagere, har en indkomst, der gør, at de kan få en bolig med centralvarme, mad på bordet, tøj og ekstra tilskud, hvis der opstår uforudsete akutte behov.
Danmark har ikke et fattigdomsproblem. Men der er mennesker i Danmark, som ikke kan administrere deres økonomi, og derfor har et lavt rådighedbeløb, selvom de egentlig modtager penge nok til, at det ikke burde være tilfældet. Det problem kan ikke løses, selvom man så lader skatteyderne betale for en fordobling af overførselsindkomsterne. Men problemet kan løses, hvis det offentlige i stedet for at udbetale en sum penge månedligt til de økonomiske sjuskehoveder giver dem en art kuponer, som kun kan indløses til de livsfornødenheder, som politikerne mener, at alle skal have råd til: En huslejekupon der kan betale for en passende bolig, madkuponer til almindeligt forbrug, halvårlige tøj- og skokuponer. Den slags.
Det ville være at tage konsekvensen af virkeligheden. Flere penge til almindelig månedlig udbetaling er at lade skatteyderne betale for blår, som politikerne kan stikke i deres egne øjne.
