LEDER: Flere steder i den arabiske verden går befolkningerne i disse uger i demonstrationsoptog mod deres diktatoriske magthavere med slagord, der kræver "frihed" og "demokrati". Hvad demonstranterne mener med de ord, er der med garanti ikke enighed om iblandt dem selv, og det er ikke til at forudse hvilke fraktioner i landenes oppositionsbevægelser, der vil ende som sejrherrer, hvis de siddende regimer væltes.
Landenes nye ledere kan ende med at være demokrater med liberale reformplaner efter vestligt forbillede, islamister af den milde slags, som vi kender fra Tyrkiet, eller mere radikale trosfæller der ønsker en totalitær islamisk stat. Tiden vil vise det.
Vi bør dog kunne konkludere, at dette er den naturlige, langtidsholdbare og efter alt at dømme også mest nænsomme måde at reformere såvel kristne som muslimske nationers styrer på. Helt i modsætning til vestlige militærmagters ønskedrømme om at indføre frihed og demokrati i lande som Irak og Afghanistan med hangarskibe, kampfly, tanks og soldater fra USA, Danmark og andre NATO-lande. Blot i Irak har disse overmodige planer kostet mindst 100.000 irakere livet i løbet af otte år.
Liberalt demokrati blev i den vestlige verden indført efter folkelige krav og ikke med fremmed våbenmagt. Alt tyder på, at samme metode også er den mest velegnede i den arabiske verden. Måske sker det i disse uger, måske skal vi vente længere tid. Men der synes ikke at være noget bedre alternativ.
