Forslag til 1. maj-tale for S-SF-politikere

LEDER: Kammerater! Vi tog fejl

Ole Birk Olesen,

30/04/2013

LEDER:

Kammerater! Vi tog fejl. For halvandet år siden gik vi til valg med en påstand om, at vi kunne spendere os ud af den økonomiske tilbagegang ved at åbne de offentlige kasser. Det var forkert.

I bund og grund var det bare noget, vi sagde for at vinde regeringsmagten til vore politiske ledere. Meningen var, at folk skulle tro på det glade budskab, så de ville betro os deres stemme. Vi må erkende, at de nu netop ikke vil betro os deres stemme igen, fordi de føler sig snydt. Det var ikke meningen. Vi tænkte nok lidt kortsigtet. Undskyld.

Vi vil bruge tiden frem mod næste valg på at dyrke realismen. Hos os selv og hos jer, vores vælgere.

Det kan jo ikke blive ved med at gå, det her. Vi har bildt os ind, at vi kan beskatte os til rigdom, men nu må vi erkende, at det er forkert. Alle skatterne gør, at megen velstand desværre ikke skabes i vores land, men i lande hvor de, der frembringer velstanden, kan beholde mere af den. Det gælder både for kapitalister og for arbejdere. Der investeres og arbejdes mere i lande, hvor investorer og arbejdere kan høste en større andel af frugten af deres indsats til eget forbrug.

Vi har i regeringen så småt taget hul på at sænke skatten på arbejde med en skattereform og på at sænke skatten på erhvervslivet med en vækstplan. Det er i den retning, vi skal gå længere. Den, der kun går op i fordelingen af de ressourcer, som er, ender med at fordele den rene elendighed. Vi vil nu fokusere på forudsætningerne for, at der er en velstand at fordele af.

Vi ved godt, at vi på den måde kommer til at ligne de borgerlige partier, men virkeligheden er nu engang, som den er.

Vi kan ikke opfinde vore egne økonomiske vilkår. Vi kan kun prioritere de forskellige hensyn og lige nu må vi erkende, at også vi foretrækker at leve i et land, hvor alle løftes op til et højere velstandsniveau, også selvom nogen måske løftes mere end andre, end at leve i et land, hvor alle er tilnærmelsesvist lige fattige.

Frem til næste valg vil vi konkurrere med de borgerlig om, hvem der kan foreslå den politik, som skaber de bedste forudsætninger for økonomisk vækst i samfundet.

Hvis kommunisterne i Kina kan føre vækstpolitik via markedsreformer, så kan danske socialdemokrater og SF'ere også.

Glædelig 1. maj!

Kilde: