LEDER: At kunne arbejde hårdt for at nå sine mål er en helt indlysende nyttig værdi for ethvert menneske, uanset hvilke mål man måtte sætte sig. Alligevel svarer kun fem procent af danskerne, at det er godt at lære børn værdien af hårdt arbejde.
I andre lande svarer meget større andele af befolkningerne, at børn bør lære værdien af hårdt arbejde, og tendensen er klar: Jo flere penge og ydelser den enkelte borger kan gå til det offentlige og modtage uden krav om modydelse, fordi andre borgere har betalt over skatten, desto færre i befolkningerne mener, at børn bør lære om det værdifulde i at kunne arbejde hårdt.
Hvorfor lære om slid, når det ikke er nødvendigt at slide for at kunne få en masse gode ting, synes at være en almenmenneskelig tankegang, også i andre lande end Danmark, men altså mest udfoldet i Danmark, fordi man her kan få flest ting gratis.
Når folk begynder at slække på egen arbejdsindsats, fordi pengene i stedet kan fås hos naboen med staten som mellemmand, så bliver samfundet fattigere. I stedet for at samfundets medlemmer skaber velstand for sig selv og deres kære og med deres forbrug lader velstanden sprede sig til andre, kæmpes der om fordelingen af en kage, som bliver mindre for alle.
Den socialdemokratiske velfærdsstat saver dermed i den gren, som den selv sidder på. Forudsætningen for, at velfærdsstaten kan opkræve alle de penge, som den har brug for, er, at borgerne arbejder flittigt. Men al skatten og den gavmilde uddeling af penge til borgere, som ikke arbejder, fører til, at lysten til at arbejde svinder ind.
Den socialdemokratiske velfærdsstat er et økosystem, som ikke er i balance.
