Inkompetente Mogensen og hans avis, Politiken

LEDER: Politiken har en politisk kommentator i Peter Mogensen, som nok kan kommentere, men kun sjældent gør folk klogere på politik

Ole Birk Olesen,

16/03/2011

LEDER: Politiken har en politisk kommentator i Peter Mogensen, som nok kan kommentere, men kun sjældent gør folk klogere på politik. For enten holder han sig til ligegyldigt floskuløst snik-snak, eller også tager han fejl.

Tre afgørende begivenheder i dansk politik i løbet af det seneste år dokumenterer pointen:

1. "Rønn bliver - nok," skrev Peter Mogensen fem dage før, Birthe Rønn Hornbech blev fyret som integrations- og kirkeminister.

2. "Lene Espersen er gået. Nu peger pilen - mest - på Brian Mikkelsen som ny konservativ partileder," fortalte Peter Mogensen dagen før, Lars Barfoed indtog lederposten hos de Konservative.

3. "Det her, det er game over. Partiet er jo under afvikling, og det er meget få interessante ting, der kommer derfra," sagde Peter Mogensen om Liberal Alliance mindre end fire måneder før, partiet kom over spærregrænsen i flere meningsmålinger og herefter begyndte sin opstigen til i dag mellem 6 og 9 procents tilslutning.

Informations David Rehling har efter Peter Mogensens fejltagelse med Rønn meget rammende døbt ham "Fabulator Mogensen". Begrundelsen er Peter Mogensens metode, som Rehling helt korrekt identificerer som denne: "Fabulagen - den frit fabulerende kommentage, skabt i Mogensens kildefri rum".

Peter Mogensen beviser med sine mange fejltagelser to ting: For det første at han ikke på egen hånd er en dygtig analytiker. For det andet at han ikke kompenserer for det ved at tale med kilder, der har mere viden og er dygtigere end ham selv - som kunne have gjort hans analyser mere kvalificerede.

Peter Mogensen sidder simpelthen bare på sit kontor og lader mere eller mindre tilfældige indskydelser flyde fra propelhatten, ned i fingrene, gennem sit tastatur og ud til Politikens - "Organet for den højeste oplysning" - læsere.

Tænk, at en avis med Politikens publicistiske traditioner vil lade sig identificere med det. Med Peter Mogensen - Organet for den højeste inkompetence.

Kilde: