Køge-sag gør Sass uegnet som minister

LEDER: Socialdemokraten Henrik Sass Larsen, favorit til at blive finansminister, hvis regeringen efter næste valg bliver rød, har ifølge juristerne...

obo

14/04/2011

LEDER: Socialdemokraten Henrik Sass Larsen, favorit til at blive finansminister, hvis regeringen efter næste valg bliver rød, har ifølge juristerne ikke gjort noget ulovligt. Men han har igennem 3,5 år taget imod gratis mad og drikke meget ofte og i meget store mængder sammen med sin bedste kammerat og partifælle Tommy Kamp på Café Vanilla i Køge. Det fortæller caféens ejere, der ikke har ydet denne service til makkerparret Sass og Kamp, fordi de ikke har haft andet at bruge deres penge på. De har i stedet villet sikre sig en ret til udeservering og parkeringspladser, som Tommy Kamp via sit formandsskab for Socialdemokraterne i Køge har kunnet få sit partis byrådsmedlemmer til at bevilge, lyder caféejernes forklaring.

Når det ikke er ulovligt for Henrik Sass Larsen at tage imod disse ydelser, så skyldes det, at han ikke selv bestrider en officiel post i Køge Kommune, som han har kunnet misbruge for at nyde bestikkelsens frugter. Derfor vil en evt. kommende politisag formentlig slet ikke føre til nogen egentlig undersøgelse af forholdet, for heller ikke Tommy Kamp er på papiret andet end en dygtig lobbyist for en café, der betaler i naturalier fremfor cool cash.

Men det ændrer ikke på, at sagen, hvis den er præsenteret tilnærmelsesvist korrekt af den tidligere og den nuværende ejer af Café Vanilla, er en så alvorlig ridse i Henrik Sass Larsens lak, at han ikke bør have lov til at komme i nærheden af noget ministerium og da slet ikke Finansministeriet.

Tommy Kamps påståede udnyttelse af sit formandsskab for Socialdemokraterne til gennemtrumfning af byråsbeslutninger, som kunne give ham lukrative private fordele, er utvivlsomt i strid med alle interne moralske spilleregler i ethvert dansk parti. Skulle det mod forventning ikke være tilfældet hos Socialdemokraterne, så vil vi i hvert fald gerne høre ledende kræfter i partiet sige det højt, og så kan vælgerne jo efterfølgende tænke deres i stemmeboksen.

Henrik Sass Larsen har ifølge ejere og personale på caféen hægtet sig på dette moralsk forkvaklede arrangement for selv at få del i goderne - angiveligt vel vidende hvad der egentlig betalte for festlighederne.

At dette forhold efter alt at dømme ikke vil blive undersøgt af politiet gør ikke, at Henrik Sass Larsen vil kunne sætte sig ren som sne til rette i Finansministeriet efter et valg. En forudsætning for, at han kan gøre det, er, at han nu enten via bankudtog eller kvitteringer dokumenterer for offentligheden, at han har betalt for sine mange besøg på caféen. Eller at han på en eller anden måde kan sandsynliggøre, at han var dum nok til at tro, at han kunne spise og drikke helt gratis gennem flere år, fordi caféens ejere simpelthen bare ville forære væk uden nogen som helst modydelse.

Kan Henrik Sass Larsen ikke gøre nogen af delene, så er han uegnet til at stå i spidsen for et ministerium efter næste valg.

Kilde: