LEDER: "Vi er kommet godt fra start," lød det tirsdag fra statsminister Helle Thorning-Schmidt efter løftebrud på løftebrud og deraf følgende historisk ringe opbakning i befolkningen til den regering, som samme befolkning ellers gav et flertal for blot en måned siden. I dag er flertallet væk, viser meningsmålingerne - mange vælgere har simpelthen fortrudt, at de stemte på Socialdemokraterne og SF, og de vil i dag hellere have en borgerlig regering.
Det var på Thornings første ugentlige pressemøde, som finder sted i Statsministeriets såkaldte spejlsal, at hun som en anden irakisk informationsminister benægtede regeringens problemer. Med en mere lukket stil end sine forgængere viste statsministeren også, at hun ikke selv tror på forsikringen om, hvor godt det går. Hun gav simpelthen de forsamlede journalister mindre tid til at stille kritiske spørgsmål, fordi hun vel vidste, at hun ikke evnede at svare tilfredsstillende på dem. Væk var den gamle tradition om, at hver journalist som udgangspunkt har mulighed for at følge sit første spørgsmål op med to ekstra - de journalister, der spurgte ind til S-SF's løftebrudsproblemer, fik kun mulighed for at stille det ene spørgsmål. Så kan de måske lære ikke at være så obsternasige!
Det tegner dårligt for den nye regerings imødekommenhed over for offentligheden. Ved første lejlighed lukker man af.
Da Anders Fogh Rasmussen trådte til, gjorde han - alle sine andre fejl til trods - det modsatte, nemlig introducerede mere åbenhed. Hans forgængere ville ikke have tv-kameraer på deres pressemøder, men Fogh lukkede som den første tv ind. Så kunne enhver borger med egne øjne konstatere, hvordan statsministeren håndterede pressens kritiske spørgsmål, når tv's nyhedsudsendelser udsendte billeder og tale fra pressemøderne. Senere blev det hele sågar streamet live på nettet.
Hvis Helle Thorning-Schmidt på samme måde vil bidrage til yderligere åbenhed om sin håndtering af regeringsmagten, så kunne hun udvide pressemøderne til at vare en time. Og så i øvrigt vende tilbage til princippet om tre spørgsmål til hver journalist. Det skal ikke være så let for en statsminister at svare uden om, som det var for Thorning på sit første tirsdagspressemøde.