Kvinder og karriere - og en mand og en mand

LEDER: Først et referat af et synspunkt: "De store forskelle har bare ikke noget med ligelønnen at gøre, mener kommisionens formand

Ole Birk Olesen,

26/09/2012

LEDER: Først et referat af et synspunkt:

"De store forskelle har bare ikke noget med ligelønnen at gøre, mener kommisionens formand. Det skyldes kvindernes valg af uddannelse og arbejde, samt at mænd oftere går efter lederjob og karriere end kvinder."

Så et citat:

"I gennemsnit er mændene mere ambitiøse rent karrieremæssigt, og det afspejler sig i lønnen."

Det første synspunkt kom fra Lønkommissionens formand, Michael Christiansen, for et par år siden. Det andet kom i dag fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Kan nogen se forskellen? Den er svær at få øje på - det skyldes, at der ikke er nogen forskel.

Begge forsøger at forklare generelle lønforskelle mellem mænd og kvinder med en generel kønsforskel: At den gennemsnitlige kvinde ikke prioriterer karriere og løn så højt i forhold til andre af livets goder, som den gennemsnitlige mand gør.

Det betyder ikke, at der ikke findes bestemte kvinder, som prioriterer karrieren højere end bestemte mænd. Det betyder heller ikke, at de mest karrierefokuserede kvinder gør mindre ud af karrieren end de mest karrierefokuserede mænd. Det betyder kun det, som står: At gennemsnitligt lægger kvinder mere vægt på ting i livet, som tager tid og energi fra karrieren, end mænd gør.

Det resulterer i gennemsnitligt lavere løn til kvinder. Det siger Lønkommissionens formand, Michael Christiansen, og det siger så også Joachim B. Olsen.

Så hvorfor skal Joachim B. Olsen nu udstilles som en neanderthaler af den politiske venstrefløj og af de Konservatives Benedikte Kiær, når han blot konstaterer det samme, som disse politikere nedsatte en ekspertkommission til at konkludere efter mange mandetimer og et stort forbrug af skatteydernes penge? Var de penge da helt spildt, når man i dag end ikke må sige det samme som kommissionen, hvis man vil holde den gode tone? Og hvorfor skældte de i dag så forargede egentlig ikke ud dengang i 2010, da kommissionen offentliggjorde sine resultater, i stedet for at vente til nu?

Dansk politik ...

Kilde: