LEDER: CBS-rektor Johan Roos pointerer i en kommentar, at hvis der herskede svenske tilstande i Danmark, så ville danskerne gennemsnitligt trække sig tilbage fra arbejdet som 65-årige i stedet for som 60-61-årige. Årsagen til dette særegne danske problem er naturligvis efterlønnen, hvis afskaffelse ville kunne øge beskæftigelsen i Danmark med intet mindre end 100.000 personer. Hvis det skete, så ville vi være godt på vej mod de 140.000 ekstra i beskæftigelse, som er en forudsætning for at bevare en økonomisk vækst, der svarer til niveauet i de lande, vi normalt sammenligner os med.
Efterlønnens tilhængere skylder i det hele taget en forklaring på, hvorfor Danmark partout skal have så mange flere offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder end f.eks. Sverige. I Danmark er det 25 procent, mens det i Sverige kun er 19 procent. Vi kan også gå længere mod nord og sammenligne med Island, hvor det kun er 12 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige - altså halvt så mange som i Danmark. Ville det ikke være en lykke, hvis det også var sådan herhjemme?
Hvad er det, som er så unikt godt ved, at vi i Danmark har en fjerdedel af de 16-66-årige udenfor arbejdsmarkedet? Hvad vinder vi ved det, fremfor at de er i arbejde? Absolut intet. Vi lever ikke i et mere solidarisk samfund, hvor man behandler de svage bedre, fordi vi har færre i arbejde. Tværtimod. Vi får ikke mere velfærd i Danmark, fordi en mindre andel er med til at bidrage til velfærden. Tværtimod. Vi løser ingen sociale problemer ved at have flere udenfor arbejdsmarkedet. Tværtimod.
Regeringen bør, hvis den da ønsker at gøre en forskel til det bedre for det land, som den er sat til at regere i, slå et slag for, at flere danskere bliver ansporet til at tage et arbejde, fremfor at trille tommelfingre derhjemme. Sverige er intet ultraliberalistisk land, som oppositionen kan holde op som et skræmmebillede på, hvordan forholdene vil blive, hvis vi henter inspiration på den anden side af Øresundet. Island er heller ikke. Det er bare om at komme i gang.
Efterlønnens tilhængere skylder i det hele taget en forklaring på, hvorfor Danmark partout skal have så mange flere offentligt forsørgede i den arbejdsdygtige alder end f.eks. Sverige. I Danmark er det 25 procent, mens det i Sverige kun er 19 procent. Vi kan også gå længere mod nord og sammenligne med Island, hvor det kun er 12 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige - altså halvt så mange som i Danmark. Ville det ikke være en lykke, hvis det også var sådan herhjemme?
Hvad er det, som er så unikt godt ved, at vi i Danmark har en fjerdedel af de 16-66-årige udenfor arbejdsmarkedet? Hvad vinder vi ved det, fremfor at de er i arbejde? Absolut intet. Vi lever ikke i et mere solidarisk samfund, hvor man behandler de svage bedre, fordi vi har færre i arbejde. Tværtimod. Vi får ikke mere velfærd i Danmark, fordi en mindre andel er med til at bidrage til velfærden. Tværtimod. Vi løser ingen sociale problemer ved at have flere udenfor arbejdsmarkedet. Tværtimod.
Regeringen bør, hvis den da ønsker at gøre en forskel til det bedre for det land, som den er sat til at regere i, slå et slag for, at flere danskere bliver ansporet til at tage et arbejde, fremfor at trille tommelfingre derhjemme. Sverige er intet ultraliberalistisk land, som oppositionen kan holde op som et skræmmebillede på, hvordan forholdene vil blive, hvis vi henter inspiration på den anden side af Øresundet. Island er heller ikke. Det er bare om at komme i gang.
