LEDER: EU-Kommissionen foreslår nu i sit nye budget for unionen frem mod år 2020, at EU skal have lov til at opkræve egen skat på finansielle transaktioner. Det må og skal den danske regering sige nej til.
EU skal ikke udvikle sig til en overnational stat, der selvstændigt kan opkræve penge hos borgerne, men bør i stedet forblive et samarbejde mellem suveræne nationer, som hver især betaler et kontingent for at være med. På den måde er prisen for EU-medlemskabet synligt for både beslutningstagere og borgere i hvert land, og der bevares i Ministerrådet en interesse i at holde udgifterne nede, fordi alternativet er, at medlemslandenes regeringer enten må hæve de nationale skatter eller spare på de nationale udgifter for at kunne betale et større medlemsbidrag til EU.
Gives EU først en ret til selv at opkræve skat, så svækkes medlemslandenes modvilje mod at øge EU's udgifter, for EU kan jo altid hæve sine egne skatter eller finde på nye.
Dertil kommer, at den folkelige opmærksomhed om EU's økonomiske sager på europæisk niveau er stort set ikke-eksisterende, og det samme er derfor også den europæiske opinions evne til at holde systemet i ørerne.
Hvert år aflægger EU-Kommissionen et regnskab for anvendelsen af de betroede i omegnen af 1.000 mia. euro, og hvert år må systemets revisorer konstatere, at milliarder og atter milliarder er blevet delt ulovligt ud, eller at der ikke kan redegøres for, hvordan pengene er blevet brugt.
Noget lignende sker ikke i noget medlemsland, som vi her i Danmark ønsker at sammenligne os med. Og dog sker det igen og igen og igen for EU, uden at ansvarlige bliver fyret og derfor med den forudsigelige konsekvens, at det også vil ske næste år. Og næste år og næste år ...
Sådan et apparat kan man ikke betro en skatteskrue at dreje på. Her er det at foretrække, at Bruxelles ved hver budgetlægning skal gå tiggergang til København, London, Berlin, Paris, Rom og alle de andre hovedstæder, før der er penge at bruge af.
