Nyeste klynk: Det er blevet for svært at klynke

LEDER: Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard fra Politiken mener, at det er blevet for nemt at beskylde andre for at klynke

obo

13/02/2011

LEDER: Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard fra Politiken mener, at det er blevet for nemt at beskylde andre for at klynke. Nu om dage kan kvinder ikke engang kræve 40 procent af bestyrelsesposterne i de børsnoterede virksomheder, uden at erhvervsmanden Asger Aamund kalder Kvindernes Internationale Kampdag for Store Klynkedag, påpeger hun. Og når kunstens folk reagerer på, at offentlige tilskud reduceres med 0,6 procent i disse sparetider, så får de også skudt i skoene, at de er klynkere, fortæller Anita Bay Bundegaard.

Den er helt gal, skriver hun: "Det værste, man kan komme ud for i den aktuelle samfundsdebat, er at blive kaldt et ord på syv bogstaver: KLYNKER. Er det først slået fast, at ens ærinde blot er udtryk for klynk, har man ikke en chance for at blive taget alvorligt. Man må bare se at tage sig sammen. Velfærdssamfundet skulle ellers netop handle om, at den svage ikke behøver at være bange for sin svaghed."

"Den svage"? Det udtryk omfatter nu også karrierekvinder, som ikke har opnået en bestyrelsespost i en børsnoteret virksomhed. Og Det Kongelige Teater der i en tid med økonomisk smalhals i hele samfundet forventes at kunne klare sig for 0,6 procent færre midler.

Her er vi netop fremme ved essensen af, hvorfor det er helt på sin plads at rubricere langt mere af den talen for sin egen syge moster, der i dag foregår i den offentlige debat, som ufortyndet klynk. Det er fordi, alt for mange, der ikke er det mindste svage i nogen som helst meningsfuld forstand, er villige til at fremstille sig selv som stakler for at opnå eller bevare en priviligeret status som modtagere af andres folks penge via den omfordelende velfærdsstat eller en særligt lovbegunstiget forrang i forhold til andre mennesker, der har for meget skam i livet til selv at ville spille et svagheds-kort.

Klynkere er normalt fungerende eller ligefrem stærke mennesker, der forsøger sig med følelsesmæssig afpresning af det omgivende samfund ved at udvide svaghedsbegrebet til at omfatte dem selv. At kalde dem ved deres rette navn er at gøre den offentlige debat en tjeneste. Det kan hjælpe til med at få deres forehavende til at mislykkes.

Kilde: