Økonomi med LEGO-klodser

LEDER: Hvis man skulle være i tvivl om holdbarheden af det røde regeringsalternativs økonomiske politik, så er der nu en enestående mulighed for at...

Ole Birk Olesen,

12/01/2011

LEDER: Hvis man skulle være i tvivl om holdbarheden af det røde regeringsalternativs økonomiske politik, så er der nu en enestående mulighed for at opnå afklaring. Det kræver blot få minutter i selskab med tirsdag aftens Deadline-udsendelse på DR2, som kan besøges via dette link. Så er al tvivl fejet bort, og man kan gå ud i verden som et klogere menneske.

Det er ikke fordi, det er dybe hemmeligheder, som Deadline-vært Nikolaj Sommer med sin pædagogiske opstilling af Duplo-klodser afslører i udsendelsen. Det er simple fakta, som enhver nogenlunde kyndig borger kan slå op via bredt accepterede tal fra Finansministeriet og de offentliggjorte økonomiske planer fra Socialdemokraterne og SF. Men det er nyt, at en repræsentant fra pressen på denne let forståelige måde tager fat på emnet og spørger SF's talsnedker, Ole Sohn, ud om det.

Det mest bemærkelsesværdige er sådan set, at det ikke er sket før: At pressen ikke tidligere har gået så hårdt til venstrefløjens økonomiske blændværk. Er man så egentlig sin opgave bevidst som demokratisk vagthund, der af hensyn til befolkningens oplysning udfordrer såvel magthaverne som dem, der vil være det? Det er svært at se.

Dette folketingsvalg risikerer at blive vundet af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, fordi kun seere af DR2 efter klokken 22.30 har fået at vide, at de to ikke har en økonomisk politik, der hænger sammen. Hvis det sker, og hvis de to faktisk gennemfører deres politik efter en valgsejr, så er medierne medansvarlige for en nationaløkonomi, der bevæger sig mod afgrunden, fordi de ikke gjorde deres arbejde.

Til den tid vil en del borgerlige danskere, der brugte tid på at sætte sig ind i sagerne, kunne sige, 'hvad sagde vi?'. Men det vil naturligvis ikke gøre problemet mindre - kun give pressen røde ører. Hvad med at gå i gang med forebyggelsen nu?

P.S. I aften i Deadline giver økonomer deres vurdering af Ole Sohns præstation. Det kunne være godt, hvis de for en gangs skyld ville sige deres ærlige mening i stedet for at forsøge at dele sol og vind lige i en sag, hvor sol og vind ikke kan deles lige, uden at man som sandhedssøgende menneske må gøre vold på sig selv.

Kilde: