LEDER: Med Venstres stabilt gode meningsmålinger og Dansk Folkepartis fortsatte vækst i vælgertilslutningen tegner der sig efterhånden et billede af, at danskerne, hvis der var valg i morgen, vil give magten tilbage til det gamle VKO-flertal eller sågar - ifølge et enkelt meningsmålingsinstitut - til et nyt VO-flertal.
Og så melder spørgsmålet sig til de af VKO-partiernes vælgere, som er reelt borgerlige: Er det virkelig det, I gerne vil have? En gentagelse af 00'ernes reformangste Venstre-politik med Dansk Folkeparti som den dårlige undskyldning for ikke at gøre noget ved den socialdemokratiske velfærdsstats udfordringer? Hvis ja, så skal man selvfølgelig bare stemme, som man i dag siger, man vil, når meningsmålingsinstitutterne ringer.
Men hvis man faktisk ikke var særlig tilfreds med VKO-politikken i 00'erne, så skal man naturligvis ikke gentage fejlen med at stemme på VKO. Som man siger på den anden side af Atlanten: "Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me."
Enhver er berettiget til sin egen mening om Liberal Alliance, men én ting kan ikke diskuteres: Intet andet parti har siden Liberal Alliances genfødsel tilbage i 2009/2010 kæmpet mere helhjertet for en liberal reformkurs i forhold til skatte- og fordelingspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og erhvervspolitikken, og intet andet parti har kæmpet mere konsistent imod forbud og formynderi i sundhedspolitikken og andre steder.
Den vælger, som sætter pris på Liberal Alliances indsats, men som alligevel vil stemme på VKO-partierne ved et kommende folketingsvalg, bærer et medansvar, hvis Folketinget igen udstyres med et VKO-flertal. Den vælger må kigge i spejlet, når han eller hun vil finde årsagen til, at Danmark igen har fået en regering, som ikke tør yde modstand mod en opposition anført af - sandsynligvis - Mette Frederiksen, som har genfundet den velkendte venstrepopulisme, som var hendes og Socialdemokraternes varemærke før 2011. Sådan var det med VKO i 00'erne, og sådan vil det sandynligvis blive igen med et nyt VKO- eller VO-flertal i 10'erne.
Vil man have, at Liberal Alliance skal have indflydelse i et kommende borgerligt flertal, så bliver man nødt til at stemme på Liberal Alliance. Stemmer man på VKO, så stemmer man på VKO-politik.