LEDER: Det er kun fire måneder siden, at Danmark fik en ny regering, men alligevel ligger den på det nærmeste i ruiner. Et af regeringens partier, SF, går øjensynligt rundt og taler med journalister om at forlade regeringen, og regeringens støtteparti, Enhedslisten, formaner, at nu må regeringen altså til at tage sig alvorligt sammen og få styr på sit show.
Forklaringen er enkel, men overset: Regeringens tre partier har på meget væsentlige stræk ikke en fælles politisk målsætning med det at sidde i regering. Det, der for alvor binder dem sammen, er alene ønsket om at være kalif i stedet for kaliffen. De ville vælte den gamle regering, så de selv kunne komme til at sidde i regering. Dette er S-R-SF's fælles projekt - ikke en politisk vision.
Resultatet er, at der går kage i den for regeringspartierne, nu senest med den interne strid om en betalingsring for biltrafikken i København. Havde S, R og SF været enige om alt muligt andet, så havde de for længst skrottet den betalingsring i erkendelse af, at den (1) er voldsomt upopulær i befolkningen og (2) kun bakkes op af SF i regeringen.
Problemet er blot, at SF ikke er enig i meget andet af regeringens øvrige politik, så partiet står fast på, at det så i hvert fald vil have betalingsringen - koste hvad det vil, om det så skal være regeringens liv, fordi SF'erne frygter, at alternativet er, at deres eget partis liv er i fare.
Men faktisk er det jo en glædelig historie, det hele. Den viser, at der trods alt er grænser for, hvor langt man kan nå med nøgent magtbegær i dansk politik. Har man trods alt ikke et eller andet fælles ønske om at gøre det politiske styre bedre, så ender det på denne miserable facon.
Næste folketingsvalg kan meget vel give en jordskredssejr til Folketingets borgerlige partier.
