LEDER: Følg lige med her: En del danskere indtager antidepressiv medicin. Nogle af dem, der gør det, er gravide. Siden 2005 har det ført til, at to spædbørn er døde af bivirkningerne af medicinen.
Og så kommer den store finale: Derfor skal alle gravide have tilbudt gratis psykologhjælp! Ifølge SF.
Jamen, er det ikke mageløst? Et mageløst fråds med andre folks penge. For selv hvis man køber argumentationen om, at psykologhælp bør være gratis for gravide for at forhindre vordende mødres indtagelse af lykkepiller, så er der jo ikke i ovenstående blevet præsenteret et bare nogenlunde sagligt argument for, at langt størstedelen af de gravide, som ikke er på medicinen, også skal sendes til psykolog på skatteydernes regning.
SF inddrager simpelthen bare samtlige gravide, fordi partiet synes, det er fantastisk rart at dele gaver ud for andre folks penge. Og at kunne sidde og øse sit indre ud for en professionel, der bliver betalt for faktisk at lytte til al navlepilleriet og tage det seriøst, er for mange vitterligt en fantastisk gave. Især når nu manden derhjemme normalt bare sidder bag computerskærmen og siger "ok", "tja bum bum bum" og "nåda, spændende" ...
SF vil gerne bestyre danskernes økonomi som medlem af en ny, rød regering. Nu ved vi hvordan: Med en mursten placeret på automatbevillingsknappen.