Skattefetichist Troels Lund Poulsen

LEDER: "Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring

obo

31/01/2011

LEDER:

"Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat."

- Skatteminister Troels Lund Poulsen, Venstre

Man kan også sige det på en anden og mere jordnær måde: Hvis man vil have danskerne til at acceptere verdens højeste skattetryk, så skal de også føle, at de får noget igen. Det har Troels Lund Poulsen faktisk ret i.

Det interessante spørgsmål - for en liberal, og Venstre angiver trods alt fortsat at være et liberalt parti - er imidlertid, hvorfor vi partout skal have verdens højeste skattetryk. Hvis vi nu målrettede velfærdsstatens ydelser til de borgere, som uforskyldt er havnet i en situation, hvor de ikke har råd til at opretholde en rimelig levestandard, så ville det jo ikke være nødvendigt at opkræve så mange og så høje skatter.

Så lad os tilføje en betragtning til Troels Lund Poulsens logik: Ja, opbakningen til at betale høj skat er ganske givet betinget af, at de fleste føler, de får noget igen. Men hvis alle ikke havde krav på at få noget igen, så var det heller ikke nødvendigt at opkræve så meget i skat, og man behøvede ingen opbakning til det.

Er selve skatteopkrævningen mon blevet et formål i sig selv for Venstre? Citatet fra skatteministeren mere end antyder det. Liberale danskere, der lod sig gribe af statsminister Lars Løkke Rasmussen moderat reformorienterede nytårstale, bør vriste sig fri igen.

Kilde: