LEDER: Skatteyderne forsøder hver måned livet for 593 danske rockere med gennemsnitligt 8.311 kr. Rockerne går ned på kommunen, klager deres nød over ikke at kunne få et arbejde, og får så pengene udbetalt ved kasse 1.
Det er helt til grin.
Men det er et resultat af den danske bistandslov fra 1976, som giver rockerne et retskrav på at få pengene, uanset at ingen andre end de selv er skyld i, at de har svært ved at få et arbejde. Hvis de da overhovedet kunne finde på at søge et. Med bistandsloven ophørte den gamle skelnen mellem på den ene side folk, der selv var skyld i deres trangssituation, og på den anden side folk, der var havnet i nød p.g.a. udefra kommende begivenheder, som de ikke selv var herre over.
Som Simon Thorbek, lektor i socialret ved Den Sociale Højskole i København, har formuleret det:
“Med bistandsloven gik vi over til at se på behovet for hjælp og var fuldstændig ligeglade med årsagen til hjælp.”
Resultatet ser vi med rockerne. Enhver fra det arbejdende Danmark må føle sig til grin ved tanken om, at noget af arbejdsindsatsen går til at forsørge et HA- eller Bandidos-medlem.
Det er på tide at revidere den bistandslov, som resulterer i disse tilstande, og der bør søges inspiration i tiden før 1976. De fulde sociale ydelser bør reserveres til dem, der er villige til at yde en indsats for at finde en produktiv plads i samfundslivet. Vælger man selv at leve på den forkerte side af loven, så bør man heller ikke kunne påberåbe sig ret til bistandslovens milde gaver.
Hvem ved, måske mødet med virkeligheden og dens krav om at yde noget for andre, før man kan forvente at de også vil yde noget for en selv, endda vil føre til, at en rocker eller to, som i dag modtager statsstøtte til sin kriminelle livsstil, kommer på bedre tanker uden støtten.