LEDER: 140.000 danskere i alderen fra 18-29 år har hverken et arbejde eller er i gang med en uddannelse. Vi har at gøre med unge, som fysisk burde være helt på toppen og mentalt fulde af gå-på-mod, men i stedet henslæber de deres dage på en overførselsindkomst uden at udrette noget produktivt.
Der er noget galt med et samfund, der rummer dette enorme sociale problem. Et samfund skal måles på, hvor godt det tager sig af dets svage, siger man, men det skal så sandelig også måles på, hvor mange svage det skaber. Og det danske samfund skaber svage på samlebånd.
Disse unge er ledige p.g.a. en socialstat, der uddeler rundhåndede overførselsindkomster til dem, og et arbejdsmarked som er indrettet, så det i langt de fleste virksomheder ikke er muligt at have ansatte, som arbejder til under 100 kr. i timen, fordi overenskomsten forbyder det.
Man ville sikre alle en "rimelig" løn, men resultatet blev, at alle, der ikke kan gøre sig fortjent til denne løn, ikke kan få et arbejde.
Unge mennesker uden erhvervserfaring kan være nok så dygtige, men alligevel have et behov for at bevise det i praksis, fordi arbejdsgiveren ikke kan se det på dem. Disse unges mulighed, for at få en arbejdsgiver til at løbe en risiko med at ansætte dem, er, at de kan få lov til at arbejde til en løn, der for arbejdsgiveren er risikoen værd. Hvis de unge skal have samme løn som erfarne jobansøgere, der medbringer en bagage af god omtale fra tidligere chefer og kolleger, så foretager arbejdsgiveren naturligvis det sikre valg.
En forudsætning for at få mange unge til at påtage sig et arbejde er dog også, at de ikke har udsigt til en økonomisk lige så lukrativ overførselsindkomst fra kommunen. Ellers arbejder taberfabrikken ufortrødent videre.
Der er noget galt med et samfund, der rummer dette enorme sociale problem. Et samfund skal måles på, hvor godt det tager sig af dets svage, siger man, men det skal så sandelig også måles på, hvor mange svage det skaber. Og det danske samfund skaber svage på samlebånd.
Disse unge er ledige p.g.a. en socialstat, der uddeler rundhåndede overførselsindkomster til dem, og et arbejdsmarked som er indrettet, så det i langt de fleste virksomheder ikke er muligt at have ansatte, som arbejder til under 100 kr. i timen, fordi overenskomsten forbyder det.
Man ville sikre alle en "rimelig" løn, men resultatet blev, at alle, der ikke kan gøre sig fortjent til denne løn, ikke kan få et arbejde.
Unge mennesker uden erhvervserfaring kan være nok så dygtige, men alligevel have et behov for at bevise det i praksis, fordi arbejdsgiveren ikke kan se det på dem. Disse unges mulighed, for at få en arbejdsgiver til at løbe en risiko med at ansætte dem, er, at de kan få lov til at arbejde til en løn, der for arbejdsgiveren er risikoen værd. Hvis de unge skal have samme løn som erfarne jobansøgere, der medbringer en bagage af god omtale fra tidligere chefer og kolleger, så foretager arbejdsgiveren naturligvis det sikre valg.
En forudsætning for at få mange unge til at påtage sig et arbejde er dog også, at de ikke har udsigt til en økonomisk lige så lukrativ overførselsindkomst fra kommunen. Ellers arbejder taberfabrikken ufortrødent videre.
