LEDER: Det er godt nok de vildeste kolbøtter, som laves af Socialdemokraterne og SF i regering i forhold til, hvad de sagde i valgkampen. Alle løftebruddene fortjener masser af kritik, ikke for den nye politik, der som oftest er bedre end den, der blev lovet i valgkampen, men fordi S-SF burde have været ærlige, da man præsenterede sin politik for vælgerne i stedet for at føre dem bag lyset.
Her kommer endnu en af slagsen, som man i den grad må rose for sit politiske indhold, men hvor man igen må spørge: Hvorfor følte de sig berettigede til at sige noget helt andet, da vælgerne skulle overbevises om at stemme på S-SF?
I valgkampen fremlagde SF sin lighedspolitik, hvori der stod:
"En ny regering skal måle sig selv på stigende lighed - og selv om måleredskabet kan kritiseres, er den såkaldte Gini-koefficient den bedste metode."
Nu skriver SF-næstkommanderende Thor Möger Pedersen så i en kronik i Berlingske det stik modsatte:
"Hvis vi alene fortolkede målet om rimelig social balance som et spørgsmål om stigende eller faldende tal i den såkaldte Gini-koefficient, så ville det betyde, at vi ved at tage penge fra den lavtlønnede regeringsassistent og give dem i ekstra SU til den lægestuderende på medicinstudiet, faktisk ville øge ligheden i statistikkerne. Men det ville jo ikke være fair i virkelighedens verden."
Skatteministerens synspunkt er indlysende rigtigt! Den økonomiske lighed målt med den såkaldte Gini-koefficient bør ikke være afgørende for, om man gennemfører en skattereform, der letter skatten på arbejdende danskere, der i dag betaler alt for meget til statskassen.
Af retfærdighedsgrunde og fordi lavere skat på arbejde kan bidrage til, at Danmark bliver et mere velstående samfund, bør skatten sænkes, uanset at alle ikke får lige meget ud af det, og at den økonomiske lighed derfor bliver mindre.
Men undre sig kan man nu stadig. For hvorfor sagde SF så noget helt andet i valgkampen for blot fire måneder siden, når dette andet ikke ville være fair i virkelighedens verden, som Thor Möger nu betror os?
