LEDER: Hvem sagde dette?
"De dynamiske effekter, som regeringen ynder at tale om, er der jo ikke. Folk prioriterer tid til familie, venner og netværk. Skattelettelserne er penge ud af vinduet, som kunne være blevet brugt meget bedre på øget velfærd."
Det var Socialdemokraternes daværende finansordfører, Morten Bødskov, i 2008. I dag forventer den regering, som Bødskov er minister i, at de dynamiske effekter fra en kommende skattereform med lavere skat på arbejde vil resultere i 3 mia. kr. mere i statskassen. Regeringen er straks villig til at bruge disse penge på et eller andet offentligt forbrug.
Også hos det andet røde regeringsparti, SF, er man vendt fuldstændig på en tallerken i forhold til lavere skat og specifikt i synet på, hvem der får gavn af lavere topskat. Daværende skatteordfører Jesper Petersen fra SF sagde for mindre end et år siden:
"De får det til at se ud, som om det er lærere, pædagoger og sygeplejersker, der får gavn af en lettelse i topskatten, og at det skulle være en særlig social måde at lave skattepolitik på. Det er det ikke. Ingen 'almindelige' pædagoger kommer i nærheden af topskattegrænsen."
Nu lyder der pludselig de stik modsatte toner fra selvsamme Jesper Petersen, der i mellemtiden er blevet poliisk ordfører og i dag går ind for en højere topskattegrænse, som han i juni 2011 var imod.
"Det indebærer, at væsentlig færre almindelige lønmodtagere skal betale topskat," siger han.
Det er ret utroligt, at mennesker kan skifte så meget holdning, alene fordi de ikke længere bestrider de samme poster i samfundet. Venstrefløjens politikere har én holdning, mens de er i opposition, og den stik modsatte holdning, når deres partier kommer i regering.
Man kunne hylde deres evne til at blive klogere - hvis det var det, der var på spil. Men virkeligheden er i stedet, at de er villige til at sige, hvad som helst, uanset om de selv tror på det, afhængigt af hvad der tjener dem bedst i de skiftende roller, de indtager. De er med andre ord hamrende uhæderlige.