LEDER: 31,2 procent - så stor var tilslutningen til Venstre blandt vælgerne ved folketingsvalget i 2001. Partiets ledere troede efter det valg, at de kunne gå på vandet. Som den endnu relativt nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sagde i interviewbogen "I godtvejr og storm" i 2003:
"Venstres maksimale størrelse er ikke de 31 pct., vi nåede ved valget i 2001. Jeg er ikke overmodig, men under de rigtige forhold vil vi kunne få en større stemmeandel ved et kommende valg. Den barriere, vi tidligere stødte mod, har vi brudt ned. Ingen kan længere klistre en etikette på Venstre og sige, at vi er partiet for én bestemt gruppe mennesker i befolkningen, og vi har efter min mening et yderligere potentiale i alle grupper."
Sådan gik det ikke ligefrem, for Venstre er ved hvert folketingsvalg siden gået tilbage. Ved valget i 2005 mistede folketingsgruppen fire medlemmer. Ved valget i 2007 røg yderlige seks Venstre-folk ud af Folketinget. Og ved det kommende valg i 2011 ser det endnu værre ud. Siden 2001 har Venstre ikke opnået "en større stemmeandel", som Anders Fogh Rasmussen spåede, men har tværtimod mistet 29 procent - næsten hver tredje - af partiets vælgere.
Det bemærkelsesværdige er, at det er i sket i en periode, hvor så godt som alle politiske kommentatorer har rost Venstres strategi til skyerne. Der har ikke været en ende på deres udsagn om, hvor genialt Venstres ryk mod midten har været. Imens har vælgerne stille og roligt og trods alle lovordene søgt andre græsgange.
To grupper af vælgere har forladt Venstre. Gennem hele perioden har det dryppet fra den ene gruppe, der bestod af vælgere, som Venstre fik til låns fra især Socialdemokraterne ved at love uændrede velfærdsprivilegier til alle. Da det kom til stykket, viste det sig, at Socialdemokraterne trods alt var bedre til at være socialdemokrater end Venstre, så når Venstre siden 2001 har lovet at dele milliarder af kroner ud fra det offentlige, så har Socialdemokraterne haft let ved at love det dobbelte. Og for netop denne vælgergruppe har det i længden været for fristende at gå efter den store gevinst hos originalen i stedet for den halve gevinst hos kopien.
Den anden gruppe, som har bestået af skuffede borgerlige kernevælgere, har været lidt langsommere i optrækket, men er nu for alvor kommet med. Venstre har satset på, at det manglende borgerlige alternativ kunne fastholde disse vælgere i folden, men enkelte i gruppen har dog alligevel undladt at stemme på partiet ved simpelthen ikke at stemme overhovedet. I 2007 håbede nogle i gruppen på, at Ny Alliance kunne udvikle sig til et positivt bekendtskab, og de satte derfor deres kryds der. Men først efter relanceringen som Liberal Alliance og med en ny partileder i Anders Samuelsen er det for alvor blevet tillokkende for de skuffede borgerlige at stemme på partiet. I den seneste meningsmåling står Liberal Alliance til 5,3 procent af stemmerne. Heraf er fire ud af ti - 2,3 procentpoint - kommet fra Venstre siden valget i 2007. Det svarer til fire mandater, lige så mange som Venstre tabte til samtlige øvrige partier ved valget i 2005.
Venstres nedtur er derfor et resultat af to forhold, som Anders Fogh Rasmussen troede, at han og hans parti var hævet over, da han som daværende statsminister udtalte sig så overmodigt i 2003: 1) Et politisk parti kan ikke i længden vinde over sine politiske modstandere ved at føre deres politik. 2) Hvis et parti alligevel forsøger, så vil dets kernevælgere på et tidspunkt få nok og begynde at stemme på et parti, som vil tale deres sag.
"Venstres maksimale størrelse er ikke de 31 pct., vi nåede ved valget i 2001. Jeg er ikke overmodig, men under de rigtige forhold vil vi kunne få en større stemmeandel ved et kommende valg. Den barriere, vi tidligere stødte mod, har vi brudt ned. Ingen kan længere klistre en etikette på Venstre og sige, at vi er partiet for én bestemt gruppe mennesker i befolkningen, og vi har efter min mening et yderligere potentiale i alle grupper."
Sådan gik det ikke ligefrem, for Venstre er ved hvert folketingsvalg siden gået tilbage. Ved valget i 2005 mistede folketingsgruppen fire medlemmer. Ved valget i 2007 røg yderlige seks Venstre-folk ud af Folketinget. Og ved det kommende valg i 2011 ser det endnu værre ud. Siden 2001 har Venstre ikke opnået "en større stemmeandel", som Anders Fogh Rasmussen spåede, men har tværtimod mistet 29 procent - næsten hver tredje - af partiets vælgere.
Det bemærkelsesværdige er, at det er i sket i en periode, hvor så godt som alle politiske kommentatorer har rost Venstres strategi til skyerne. Der har ikke været en ende på deres udsagn om, hvor genialt Venstres ryk mod midten har været. Imens har vælgerne stille og roligt og trods alle lovordene søgt andre græsgange.
To grupper af vælgere har forladt Venstre. Gennem hele perioden har det dryppet fra den ene gruppe, der bestod af vælgere, som Venstre fik til låns fra især Socialdemokraterne ved at love uændrede velfærdsprivilegier til alle. Da det kom til stykket, viste det sig, at Socialdemokraterne trods alt var bedre til at være socialdemokrater end Venstre, så når Venstre siden 2001 har lovet at dele milliarder af kroner ud fra det offentlige, så har Socialdemokraterne haft let ved at love det dobbelte. Og for netop denne vælgergruppe har det i længden været for fristende at gå efter den store gevinst hos originalen i stedet for den halve gevinst hos kopien.
Den anden gruppe, som har bestået af skuffede borgerlige kernevælgere, har været lidt langsommere i optrækket, men er nu for alvor kommet med. Venstre har satset på, at det manglende borgerlige alternativ kunne fastholde disse vælgere i folden, men enkelte i gruppen har dog alligevel undladt at stemme på partiet ved simpelthen ikke at stemme overhovedet. I 2007 håbede nogle i gruppen på, at Ny Alliance kunne udvikle sig til et positivt bekendtskab, og de satte derfor deres kryds der. Men først efter relanceringen som Liberal Alliance og med en ny partileder i Anders Samuelsen er det for alvor blevet tillokkende for de skuffede borgerlige at stemme på partiet. I den seneste meningsmåling står Liberal Alliance til 5,3 procent af stemmerne. Heraf er fire ud af ti - 2,3 procentpoint - kommet fra Venstre siden valget i 2007. Det svarer til fire mandater, lige så mange som Venstre tabte til samtlige øvrige partier ved valget i 2005.
Venstres nedtur er derfor et resultat af to forhold, som Anders Fogh Rasmussen troede, at han og hans parti var hævet over, da han som daværende statsminister udtalte sig så overmodigt i 2003: 1) Et politisk parti kan ikke i længden vinde over sine politiske modstandere ved at føre deres politik. 2) Hvis et parti alligevel forsøger, så vil dets kernevælgere på et tidspunkt få nok og begynde at stemme på et parti, som vil tale deres sag.
