LEDER: Så besluttede både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, at de vil stemme for, at det bliver dyrere at være dansker. Cirka 1.300 kr. skal det koste ekstra pr. familie, at der nu er indgået et forlig om højere energiafgifter mellem Folketingets partier minus Liberal Alliance.
De tre partier har ellers på den ene eller den anden måde sagt, at de vil arbejde imod højere skat. Venstre gik til valg på skattestoppet, der ikke levner rum for, at man kan øge skattetrykket. Dansk Folkeparti har sagt, at partiet ikke vil gøre det dyrere at være dansker. Og de Konservative hævder, at de er borgerlige stemmer, der arbejder for det stik modsatte, nemlig et lavere skattetryk.
Begrundelserne for den politik, som VKO har gjort til deres, lader vi klima- og energiminister Martin Lidegaard forklare på sin egen gakkede facon:
"Partierne har med dette forlig sat gang i en omstilling, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne og sikre borgerne mod de voldsomme prisstigninger på fossile brændstoffer," siger han - sågar i en helt officiel pressemeddelelse. Han er altså ikke blevet taget på det forkerte ben af en hårdkogt journalist.
Styrke erhvervslivets konkurrenceevne? Danske virksomheder vil i 2020 skulle betale 200 kroner ekstra i skat per ansat! Det gør naturlivis deres produktion dyrere og dermed mindre konkurrencedygtig.
Sikre borgerne mod de voldsomme prisstigninger på fossile brændstoffer? Regeringen lægger nye afgifter på samme! PSO-afgiften på energiregningen forhøjes, og der indføres en ny "forsyningssikkerhedsafgift" på rumvarme. Det gør naturligvis priserne højere.
Utroligt - simpelthen utroligt - at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil lægge stemmer til det.