I går vandt restaurant Noma endnu en gang den uofficielle titel som verdens bedste restaurant. Tillykke med det, det er helt sikkert velfortjent.
At netop Noma vandt, skyldes primært, at restaurationsbranchen er et af de få steder tilbage i Danmark hvor vi rent faktisk kan konkurrere på internationalt plan, fordi branchen har nogle meget skarpt definerede normer, hvor hård arbejdsmoral, perfektion, iværksætterånd og innovation er essentielle krydderier for at man kan komme til tops. Ofte står mange kokke i ulønnet praktik i den tidlige del af deres karriere, alene for at blive bedre, ligesom ulønnet overarbejde heller ikke er unormalt for mange kokke.
Ligesom Caroline Wozniacki ikke brokkede sig over at spille og træne tennis døgnet rundt, da det var forudsætningen for at opnå en drøm om at komme til tops, ser vi samtidigt ikke, at restaurationsbranchen spænder ben for sig selv, ved at kræve den ene og anden særrettighed for overhovedet at stege en bøf eller skænke en flaske vin.
Vilkårene er måske hårde, men det er lige netop dét der gør at Danmark kan komme til tops i en international skarp konkurrencepræget branche. Janteloven og misundelsesskatter har heldigvis endnu ikke ladet branchen gå til livs.
Hvornår mon resten af landet vågner op til dåd og fatter at det ikke kun er i restaurationsbranchen vi har en chance for at være helt i verdensklassen, hvis vi bare tillader os selv det.
