Sjældent har optakten til et klimatopmøde været så håbefuld, som tilfældet er i denne tid. Tusindvis af verdens beslutningstagere valfarter mod Lima med oprejste pandebrasker og klimafanen højt. Vi skal velsagtens tilbage til det famøse COP15 i København, for at finde forventninger til jordens frelse på højde med dem, vi ser i øjeblikket.
Baggrunden for optimismen er hovedsagligt bygget på udmeldinger fra udledningsmastodonterne, Kina og USA. På fornemste vis har disse proklameret, at NU er tiden inde til at tage de afgørende skridt i kampen mod CO2. Obama vil reducere CO2-udslippet med 28 pct., og kineserne vil gøre deres ypperste for at få udledningen til at toppe ”så tidligt som muligt”.
Her kan man så - som en række danske og udenlandske medier – vælge at falde på halen af begejstring over disse historiske klimaudmeldinger. Signaler er som bekendt meget vigtige i klima- og energipolitiske spørgsmål, og her har vi for første gang siden Kyoto reelle indikationer på ”velvilje” fra de store klimasyndere.
Alternativt kan man anskue situationen med en smule mere realisme. Hvad betyder Obamas grønne løfter, når vi ved, at han ingen politisk opbakning har for sine synspunkter overhovedet? Og hvad med kineserne? Skulle de - mod forventning – rent faktisk lykkedes med at lade de officielle udledningstal toppe i 2030 eller før, hvilken garanti har vi så for validiteten? Jeg vil nødig lyde konspiratorisk eller fordomsfuld, men mit kendskab til det kinesiske statsapparat er efterhånden stort nok til at vide, at det man siger, ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Og i CO2-udledningssammenhæng kan man knap nok bebrejde dem. Man fristes til at sige, at de jo ikke har en kinamands chance for at vide, hvordan den reelle udledning blandt 1,5 mia. kinesere rent faktisk foregår. Vi har med et land at gøre, hvor indbyggerne ikke kunne drømme om at stole på myndighedernes varsling af eksempelvis den daglige luftforurening, men må ty til amerikanske målinger.
Uanset hvad udkommet af COP20 bliver, så står vi meget vel med den samme udfordring som vi hele tiden har gjort – men aldrig for alvor har gjort noget ved – nemlig at omstilling til de vedvarende energikilder vi kender i dag, er alt, alt for dyr. Som Lomborg så ganske rigtigt pointerer, så får vi aldrig Kina og Indien med vognen for alvor, så længe kornet alene er sigtet mod mere sol- og vindenergi.
Denne erkendelse er der meget få politikere, der har lyst til at komme til. Særligt i den danske andedam. Her drejer den energipolitiske debat sig hovedsagligt om hvorvidt, der skal sættes 1000 eller 5.000 statsstøttede vindmøller op i nærmeste fremtid. Vi mader lystigt den baby, som nu er blevet mere end 30 år. Vi nægter at åbne øjnene for nye muligheder og ser stort på den teknologiske udvikling. Den ensidige satsning på vindmøller binder vores omkostninger på et skyhøjt niveau i mange år frem.
På trods af, at andre lande for længst har fået øjnene op for et stof som eksempelvis Thorium, er kernekraft stadig ikke noget vi overhovedet må overveje på Christiansborg. Det er bandlyst. Det kan koste vælgere.
Vi må holde os til det der allerede er folkeligt accepteret, og så ellers sørge for, at danske klimamål altid er lidt højere end i landene omkring os. Det føles godt. Det sender rigtige signaler. Koste hvad det vil.
Her vil jeg afslutningsvis og al fredsommelighed minde om, at uanset om man accepterer præmissen om, at CO2 er klimasynderen over dem alle eller ej, så gælder det stadig, at kinesisk CO2 er nøjagtig lige så skadeligt som dansk. Dansk enegang på klimaområdet gør intet andet end at flytte produktion, arbejdspladser og udledning til Kina. Og dér kan ingen med sikkerhed vide, hvordan og hvorledes klimaregnskaberne er skruet sammen.
