Økologismen har unægtelig været en succes. Ideologien kom ind i landet fra USA i 1968. Socialistiske studenteroprørere tog den øjeblikkelig til sig. Men også de borgerlige intellektuelle løb hurtigt i sporet. Økologismen er en intellektuel skabelse. Efter fyrre år virker miljøbevægelsen mere vital end nogensinde. Men der er også store materielle interesser knyttet til forureningen. Økologismen er et effektiv politisk våben. Kapitalismen står for skud. Det er gået hårdt ud over selvstændighedskulturen.
Selvejerne er uden forsvar. Politikere i karrieren holder på den rigtige mening. Også journaliststanden flokkes i miljøbevægelsens rækker. End ikke de næringsdrivendes egne organisationer foretager sig noget. Fagforeningernes ledere kender prisen. Hvis du ikke er der, hvor magten er, hvor er du så? Ingen steder.
Miljøbevægelsen oplever kronede dage. Dog må den med mellemrum opfinde nye forureningstemaer. Et emne slides op. På et tidspunkt lytter folk ikke længere til slagordene. Anklagerne afsløres som utroværdige. Engang grasserede skovdøden i medierne. Efter en tid forsvinder frygten. Bøgen klæder sig som sædvanligt i forårsgrønt. Hvor er de døde træer, spørger borgerne sig selv. Miljøbevægelsen skifter emne. Fødevarerne er usunde! Landbruget sprøjter gift. Industrien putter kemikalier i maden. Men nej, efter en tid kan forbrugerne ikke smage nogen fare. Men drikkevandet er truet! Stor angst i førstningen. Alligevel kommer folk med deres egne sanser på sporet af usandheden. Nye frygtfyldte risici fra omgivelserne sættes på programmet. Men igen, dommedagen indfinder sig ikke.
Miljøaktivisterne bliver klogere. Det dur ikke med temaer, som hverdagens mennesker selv formår at kontrollere. Vi må opfinde fænomener, hvor folket hægtes af. Just i det perspektiv skal klimakomedien anskues. Bevares, alle og enhver kan uden videre registrere vejret. Temperaturen går op og ned, det erfares, vindretningen skifter, og sol afløser regn og rusk. Men hvad er årsagen til klimaets adfærd? I hvilken udstrækning er klimaforandringer menneskeskabt?
Her må det menige folk melde pas. En problemstilling af den kaliber kan alene besvares af de skriftkloge. Kun de viderekommende i teksten evner at tage del i diskussionen. Emnet er forbeholdt sværmen af forskere og vedhænget af journalister og fuldtidspolitikere. Det er kort sagt en sag for overklassen. Men folket skal med på vognen. Projektet er langt fra gratis. Granskning og undersøgelser koster, formidlingen af forskningsresultater og den politiske deltagelse på global plan beløber sig også til noget. Mødevirksomheden og de mange middage er ikke gratis. Og hvilke tal kommer der til at stå på regningen for den konkrete indsats mod den uønskede temperatur? Naturen lader sig ikke uden videre dirigere.
Oprør nedefra synes nærliggende. I forvejen ruller pengene livligt fra de producerende til de vegeterende. Nu siger trækdyrene nej. Det er slut med flere betalinger til de intellektuelles påfund. Desværre, oprør nedefra er for øjeblikket udelukket. Miljøhærens undertrykkelse har nedbrudt folkets mulighed for modstand. Hvad kan vi stille op mod overmagten? Ingenting, vi er ikke i besiddelse af det fornødne overskud, lyder det mistrøstige svar. Korrekt. Skafferne er ikke bare uorganiseret og uden politisk støtte, de er også overbebyrdet. Alt det ved overklassen.
Alligevel er klimakomedien en tabersag. Klumpen af forskere, nyhedsmagere og politikere har spændt buen for hårdt. Videnskaben ønsker ikke at lægge navn til miljøvæsnets nye kampmiddel. Løgnen er for tyk. Det er ikke mennesker beskåret at betvinge naturens enorme kræfter. Hybris har grebet magtens mænd og kvinder.
Det er i nutiden nødvendigt at skelne mellem forskere og videnskabsmænd. Førstnævnte skæver til levebrødet. Antallet af rapportskrivere er vokset over alt måde og flere kommer til i en lind strøm. Konkurrencen er skarp, når det gælder forskningsbevillinger, embeder og forfremmelser. Den rigtige mening i ræset er ikke uden betydning. En videnskabsmand derimod vender ryggen til politik. De giver pokker i den politiske sandhed. Kun sandheden har interesse. Hverken udsigten til penge eller berømmelse rokker ved den indstilling.
Videnskaben leder ufortrødent efter plausible forklaringer på årsagerne til klimaforandringer. Naturen er ikke statisk. Hele tiden er vejrliget påvirket af dynamiske elementer. Siden den sidste istid har temperaturen skiftet mellem klimaforbedringer, altså højere varmegrader, og klimaforværringer, hvor temperaturen daler. I førstnævnte tilfælde spirer naturens og kulturens vækstkræfter. Velstanden øges, menneskene bliver højere og lever længere. Når forværringer i klimaet indtræffer, falder levestandarden. Heldigvis er vi for tiden inde i en periode med klimaforbedringer. Ikke mindst på den baggrund forekommer klimadebatten vanskabt.
Fra istiden for godt og vel 10.000 år siden og til 1985 kan videnskaben at give naturlige forklaringer på klimaets ændringer. Derefter bliver bevisførelsen svagere. Klimaet skal vurderes på et længere stræk. Videnskabelige forklaringer halter altid bagefter nuet. Saglige udtalelser om klimaets opførsel kræver afstand.
Den begrænsning åbner dørene for vrimlen af politikmagere. Forskere, miljøaktivister, journalister og fuldtidspolitikere erobrer scenen. Vi får at vide, at klimaet byder på global opvarmning, som er skabt af mennesker. Og det fyger med trusler, frygt, farer og ulykker, hvis ikke der rettes ind efter de skriftkloges anvisninger. Betal nu eller dommen er nær!
Er det muligt at give en forklaring på politikvæsnets entré i debatten? Hvorfor vil forskere, journalister og politikere med vold og magt have forandringer i varmegraderne gjort menneskeskabte? Hvori består gevinsten? Disse spørgsmål er interessante. Som nævnt er økologismen en intellektuel opfindelse. Anklagerne om forurening er rettet mod landets fysiske arbejdskraft. Der er tale om en klassekonflikt.
Her kommer det menneskeskabte begreb ind i billedet. Hvilke mennesker er skyld i den globale opvarmning? Kapitalisterne nemlig. Den lille istid slutter omkring 1850. Derefter stiger temperaturen. Væksten i graderne er sammenfaldende med væksten i den moderne industrialisering. Sammenfaldet gøres til sammenhængen. Fabrikkerne anvender betydelige mængder af fossiler brændstoffer, der udleder CO2 i atmosfæren. Det forandrer efter sigende klimaet. Følgelig er kapitalismen skyld i den globale opvarmning. Selvejersamfundet bør fortsat holdes nede og mere til.
Således skal klimagalskaben begribes i klassekampens perspektiv. Til videre bevisførelse må der henvises til bogen De intellektuelles magtovertagelse - og regimente. Klimapolitikken indeholder samtidig udviklingsmuligheder for den nye klasse. Umiddelbart øger klimakomedien den politiske aktivisme. Større kvanta af politik retfærdiggøres. Den intellektuelle elite rundt om på kloden drømmer måske om en global planøkonomi. Men det bliver næppe med klimatemaet på programmet. Det er en tabersag. Videnskaben har fat i den lange ende. Og godt for det.
Selvejerne er uden forsvar. Politikere i karrieren holder på den rigtige mening. Også journaliststanden flokkes i miljøbevægelsens rækker. End ikke de næringsdrivendes egne organisationer foretager sig noget. Fagforeningernes ledere kender prisen. Hvis du ikke er der, hvor magten er, hvor er du så? Ingen steder.
Miljøbevægelsen oplever kronede dage. Dog må den med mellemrum opfinde nye forureningstemaer. Et emne slides op. På et tidspunkt lytter folk ikke længere til slagordene. Anklagerne afsløres som utroværdige. Engang grasserede skovdøden i medierne. Efter en tid forsvinder frygten. Bøgen klæder sig som sædvanligt i forårsgrønt. Hvor er de døde træer, spørger borgerne sig selv. Miljøbevægelsen skifter emne. Fødevarerne er usunde! Landbruget sprøjter gift. Industrien putter kemikalier i maden. Men nej, efter en tid kan forbrugerne ikke smage nogen fare. Men drikkevandet er truet! Stor angst i førstningen. Alligevel kommer folk med deres egne sanser på sporet af usandheden. Nye frygtfyldte risici fra omgivelserne sættes på programmet. Men igen, dommedagen indfinder sig ikke.
Miljøaktivisterne bliver klogere. Det dur ikke med temaer, som hverdagens mennesker selv formår at kontrollere. Vi må opfinde fænomener, hvor folket hægtes af. Just i det perspektiv skal klimakomedien anskues. Bevares, alle og enhver kan uden videre registrere vejret. Temperaturen går op og ned, det erfares, vindretningen skifter, og sol afløser regn og rusk. Men hvad er årsagen til klimaets adfærd? I hvilken udstrækning er klimaforandringer menneskeskabt?
Her må det menige folk melde pas. En problemstilling af den kaliber kan alene besvares af de skriftkloge. Kun de viderekommende i teksten evner at tage del i diskussionen. Emnet er forbeholdt sværmen af forskere og vedhænget af journalister og fuldtidspolitikere. Det er kort sagt en sag for overklassen. Men folket skal med på vognen. Projektet er langt fra gratis. Granskning og undersøgelser koster, formidlingen af forskningsresultater og den politiske deltagelse på global plan beløber sig også til noget. Mødevirksomheden og de mange middage er ikke gratis. Og hvilke tal kommer der til at stå på regningen for den konkrete indsats mod den uønskede temperatur? Naturen lader sig ikke uden videre dirigere.
Oprør nedefra synes nærliggende. I forvejen ruller pengene livligt fra de producerende til de vegeterende. Nu siger trækdyrene nej. Det er slut med flere betalinger til de intellektuelles påfund. Desværre, oprør nedefra er for øjeblikket udelukket. Miljøhærens undertrykkelse har nedbrudt folkets mulighed for modstand. Hvad kan vi stille op mod overmagten? Ingenting, vi er ikke i besiddelse af det fornødne overskud, lyder det mistrøstige svar. Korrekt. Skafferne er ikke bare uorganiseret og uden politisk støtte, de er også overbebyrdet. Alt det ved overklassen.
Alligevel er klimakomedien en tabersag. Klumpen af forskere, nyhedsmagere og politikere har spændt buen for hårdt. Videnskaben ønsker ikke at lægge navn til miljøvæsnets nye kampmiddel. Løgnen er for tyk. Det er ikke mennesker beskåret at betvinge naturens enorme kræfter. Hybris har grebet magtens mænd og kvinder.
Det er i nutiden nødvendigt at skelne mellem forskere og videnskabsmænd. Førstnævnte skæver til levebrødet. Antallet af rapportskrivere er vokset over alt måde og flere kommer til i en lind strøm. Konkurrencen er skarp, når det gælder forskningsbevillinger, embeder og forfremmelser. Den rigtige mening i ræset er ikke uden betydning. En videnskabsmand derimod vender ryggen til politik. De giver pokker i den politiske sandhed. Kun sandheden har interesse. Hverken udsigten til penge eller berømmelse rokker ved den indstilling.
Videnskaben leder ufortrødent efter plausible forklaringer på årsagerne til klimaforandringer. Naturen er ikke statisk. Hele tiden er vejrliget påvirket af dynamiske elementer. Siden den sidste istid har temperaturen skiftet mellem klimaforbedringer, altså højere varmegrader, og klimaforværringer, hvor temperaturen daler. I førstnævnte tilfælde spirer naturens og kulturens vækstkræfter. Velstanden øges, menneskene bliver højere og lever længere. Når forværringer i klimaet indtræffer, falder levestandarden. Heldigvis er vi for tiden inde i en periode med klimaforbedringer. Ikke mindst på den baggrund forekommer klimadebatten vanskabt.
Fra istiden for godt og vel 10.000 år siden og til 1985 kan videnskaben at give naturlige forklaringer på klimaets ændringer. Derefter bliver bevisførelsen svagere. Klimaet skal vurderes på et længere stræk. Videnskabelige forklaringer halter altid bagefter nuet. Saglige udtalelser om klimaets opførsel kræver afstand.
Den begrænsning åbner dørene for vrimlen af politikmagere. Forskere, miljøaktivister, journalister og fuldtidspolitikere erobrer scenen. Vi får at vide, at klimaet byder på global opvarmning, som er skabt af mennesker. Og det fyger med trusler, frygt, farer og ulykker, hvis ikke der rettes ind efter de skriftkloges anvisninger. Betal nu eller dommen er nær!
Er det muligt at give en forklaring på politikvæsnets entré i debatten? Hvorfor vil forskere, journalister og politikere med vold og magt have forandringer i varmegraderne gjort menneskeskabte? Hvori består gevinsten? Disse spørgsmål er interessante. Som nævnt er økologismen en intellektuel opfindelse. Anklagerne om forurening er rettet mod landets fysiske arbejdskraft. Der er tale om en klassekonflikt.
Her kommer det menneskeskabte begreb ind i billedet. Hvilke mennesker er skyld i den globale opvarmning? Kapitalisterne nemlig. Den lille istid slutter omkring 1850. Derefter stiger temperaturen. Væksten i graderne er sammenfaldende med væksten i den moderne industrialisering. Sammenfaldet gøres til sammenhængen. Fabrikkerne anvender betydelige mængder af fossiler brændstoffer, der udleder CO2 i atmosfæren. Det forandrer efter sigende klimaet. Følgelig er kapitalismen skyld i den globale opvarmning. Selvejersamfundet bør fortsat holdes nede og mere til.
Således skal klimagalskaben begribes i klassekampens perspektiv. Til videre bevisførelse må der henvises til bogen De intellektuelles magtovertagelse - og regimente. Klimapolitikken indeholder samtidig udviklingsmuligheder for den nye klasse. Umiddelbart øger klimakomedien den politiske aktivisme. Større kvanta af politik retfærdiggøres. Den intellektuelle elite rundt om på kloden drømmer måske om en global planøkonomi. Men det bliver næppe med klimatemaet på programmet. Det er en tabersag. Videnskaben har fat i den lange ende. Og godt for det.
