"Acceptance, however, does not mean inaction. Since the beginning of time, creatures have adapted to changes in their environment. Unfortunately, such adaption has always meant large numbers of deaths. Evolution works that way," fortælles det nøgternt om klimaforandringer i The Economists seneste leder, der ikke udviser de største forventninger til den kommende klimakonference i Mexico.
Forandring kræver sine ofre, kunne man fristes til at sige. Men menneskeheden er ikke desto mindre i en enestående position, når det handler om at håndtere de udfordringer, der følger med store som små klimaforandringer. Vi har slet og ret muligheden for (til en vis grad) at forudse konsekvenserne, tilpasse os forandringerne og dermed også overleve potentielle katastrofescenarier: "But humankind is luckier than most species. It has the advantage of being able to think ahead, and to prepare for the changes to come. That's what needs to happen now," skriver The Economist således videre.
Retorisk forandring
Som jeg også fremhævede andetsteds her på 180grader har retorikken i FN-regi også stille og roligt ændret sig fra mareridtsvisionen om en "sidste chance for at redde klimaet" til at det ligefrem "ville være naivt" at tro på en større aftale om omfattende reduktioner i udledningen af drivhusgasser. Fokus har i den henseende tilsyneladende flyttet sig fra hysteri til realisme, men muligheden for en yderligere forplumring af den offentlige debat ligger til stadighed latent i mediedækningen.
Det skyldes, ifølge Thomas Damgaard Sørensen i RÆSON, i meget høj grad, at ekspertudsagn som oftest nedprioriteres i forhold til de især politiske og journalistiske interessanter, når medierne behandler de årlige klimakonferencer.
"Her var det ofte journalister, kommentatorer og NGO-talsmænd, der skulle forklare, fx hvorfor politikerne ikke handlede, når isen på Grønland smelter," som Damgaard Sørensen blandt andet skriver om sin analyse af mediedækningen i forbindelse med sidste års COP15 i København, inden han fortsætter: "Især brugen af NGO-talsmænd er interessant. De erstattede ofte eksperterne, fordi de i modsætning til disse havde adgang til Bella Center, og derfor kunne fungere som førstehåndskilder – trods det faktum, at de til tider talte organisationens sag frem for at komme med objektive svar".
At det i sig selv er bekymrende, når NGO-talsmænd generelt nyder forrang for eksperter, bør være ret indlysende. Det bør naturligvis være de vægtigste og ikke de mest skingre argumenter, der vinder indflydelse i den offentlige debat - og som i sidste ende kan ligge til grund for en eventuel aftale.
Det blinde øje
De kommende årtier vil byde på stadigt stigende befolkningstal på trods af en ellers stagnerende befolkningsfremvækst med formodning om stabilisering omkring 9 mia. mennesker. De vil byde på en forbedring af den generelle levestandard i store dele af verden. Og de vil altså dermed byde på et hele tiden større og større energiforbrug - hvad end vi slukker lyset, når vi forlader vores hjem, eller ej.
Om man anerkender konklusionerne fra FN's klimapanel eller ej, hvad jeg ikke her skal tage stilling til, er det derfor åbenlyst hensigtsmæssigt at bekymre sig om den eneste planet, vi har. Men det er samtidig af afgørende betydning, at vi ikke lader os forlede af gode intentioner alene. Det handler om at gøre det fornuftige.
Principielt kunne vi jo blot beslutte os for ikke længere at tænde lyset, at varme os ved radiatoren og skøjte rundt på internettets lyksaligheder. Problem løst. Nej, vel? Bæredygtighed skal kunne gå hånd i hånd med økonomisk udvikling. Med befolkningstilvækst. Med øget levestandard. Og det løser vi kun i meget ringe grad, hvis overhovedet, ved at skære lidt ned på forbruget hist og her.
Det mest vanvittige eksperiment
Vi må erkende, at det ikke er en statisk verdenssituation, hvor vi kan manøvrere rundt med kendsgerninger, som vi lyster. Den dynamiske udvikling burde fordre en helt anden tilgang, hvor vi dels forbereder os på klimaforandringer, som det altid vil være fornuftigt at gøre, og dels fortsætter en teknologisk udvikling, der skal forudgribe den stigende energiefterspørgsel uden klima- og miljømæssigt ødelæggende konsekvenser.
I den henseende vil den fri konkurrence på det globale marked ganske givet være langt mere hensigtsmæssig end uladsiggørlige kompromisser, uhåndterlige kvoteordninger og magtpolitiske forplumringer. Der er allerede økonomiske incitamenter for at effektivisere, udvikle og nytænke, og en øget konkurrence vil kun forstærke disse faktorer. Valget står mellem planøkonomisk kontrol og markedsøkonomisk konkurrence. For som lederen i The Economist så rigtigt afsluttes:
"None of this will make climate change all right. It remains the craziest experiment mankind has ever conducted. Maybe in the long run it will be brought under control. For the foreseeable future, though, the mercury will continue to rise, and the human race must live with the problem as best it can".
Jeg ved, hvad jeg vil vælge.
