"Man griber efter tilfældige løsninger"

Midt i 1950'erne var nogle fremsynede personer bekymrede over, hvad anvendelsen af atomenergi kunne betyde for samfundets udvikling

Bertel Lohmann Andersen,

15/12/2009

Midt i 1950'erne var nogle fremsynede personer bekymrede over, hvad anvendelsen af atomenergi kunne betyde for samfundets udvikling. Dels fordi adgangen til rigelig og billig energi ville påvirke samfundet stærkt og medføre strukturændringer, som man allerede havde set i 1930'erne i form af vandring fra land til by, dels fordi mennesket først havde mødt denne energi i form af atombomberne over Japan i 1945. Til at se på sagen nedsatte WHO i 1957 en arbejdsgruppe, som året efter udgav en rapport: Mental Health Aspects of the peaceful Uses of Atomic Energy (WHO Technical Report Series No. 151, Geneve 1958). Hvis atomindustrien havde læst den grundigt kunne megen ulykke have været undgået - men den blev glemt. Trods dens alder er den særdeles nyttig for at forstå det nuværende samfund og dets klimakrise.

Rapporten ser bl. a. på, hvad ændringer i samfundet kan betyde - med henvisning til observationer i udviklingslande, hvor ændringerne er endnu hurtigere end i den industrialiserede verden:

Man bliver opmærksom på forekomsten til tider af en selvedligeholdende nedadgående spiral, hvor den sociale disorganisation gør mennesker mindre og mindre i stand til at nyttiggøre de ressourcer, som er til rådighed for dem, og finde en tilfredsstillende løsning. Af og til er hele samfund påvirket på denne måde, af og til er det undergrupper i samfundet. Til trods for, at mange forsøg på at klare et disorganiseret samfunds problemer gøres af grupper eller individer, bemærkes et antal ikke-rationelle tendenser ...

For det første observeres en tendens til at gribe ud efter tilfældige løsninger. Det er som om folk, efter at være løbet tør for alle logiske alternativer, som anvises ud fra deres kulturelle tradition, griber ud efter alle og enhver mulighed i håbet om, at de ved et tilfælde vil ramle ind i noget, der virker.

Lad os bruge denne analyse til at se på, hvordan de rige lande har ageret overfor ændringerne i Jordens klima. Da disse bl.a. tilskrives den voksende koncentration af CO2 i atmosfæren, så drejer det sig om at nedsætte udslippet af denne gas. Den rationelle fremgangsmåde - i overensstemmelse med vores kulturelle tradition - ville være følgende: 1) lav en liste over de energikilder, som allerede er i brug, ordnet efter voksende udslip af CO2 samt en tilsvarende liste over energikilder, som er under udvikling. 2) Se på de enkelte landes nuværende forbrug af de forskellige energikilder. 3) Se hvordan bidraget fra de mindst CO2-udsendende energikilder i hvert land kan øges i fremtiden (år 2020, 2030, ...) - og hvad det koster. Det er tæt på, hvad Det internationale Energiagentur, IEA laver i de scenarier, der findes i dets årlige rapport. (Derimod er den såkaldte basisfremskrivning baseret på landenes nuværende politik. Det er den, der hyppigst citeres med forbemærkningen: "IEA regner med, at ").

Men det er ikke det, som realiseres politisk - og frem for alt er det ikke det, der foregår ved FN's klimakonferencer. Her har politikere, djøffer og ngo'er sat sig på processen og gjort det hele til et politisk spørgsmål: hvem skærer sit CO2-udslip ned med hvor meget og hvornår? Men der er ingen som helst sammenhæng mellem alle disse tal, som det internationale klima-jetset forhandler under megen virak og så den tekniske og økonomiske virkelighed! Hele systemet er hult og giver rigeligt plads til fusentaster, der lader munden løbe som biblens farisæere. Topscorerne i falskhed er repræsentanter for de såkaldte grønne organisationer, som til enhver tid kritiserer politikerne for ikke at være ambitiøse nok. Men de samme personer medvirker direkte til at øge udslippet af CO2 i fremtiden ved at bekæmpe atomkraftens anvendelse, selv i lande, der gerne vil have den omdiskuterede energi.

Et af de utallige klimamøder i FN-regi foregik sidste år i Nairobi. I DR2's DEADLINE fik vi en telefonisk kommentar fra klimaminister Connie Hedegaard. I studiet var Steen Gade fra SF. Overfor de store problemer (værre end hidtil antaget), der netop var udmalet af ministeren, havde han én kommentar: bølgekraft! Skal vi lige repetere WHO's rapport: .....en tendens til at gribe ud efter tilfældige løsninger. Det er som om folk, efter at være løbet tør for alle logiske alternativer, som anvises ud fra deres kulturelle tradition, griber ud efter alle og enhver mulighed (people attempt anything and everything) i håbet om, at de ved et tilfælde vil ramle ind i noget, der virker.

På et andet tidspunkt ville det ikke have været bølgekraft, der blev budt på men vindkraft kombineret med elbiler, solceller (de er altid lige faldet i pris), biobrændsler, algedyrkning i havet osv.

De vestlige landes kulturelle tradition er at handle rationelt. Det rationelle på kort sigt (op til 50 år) er at se, hvor meget atomkraft og vandkraft kan udbygges, samtidig med at forskning og udvikling i andre energikilder styrkes. Men det er ikke det, der sker. Enhver opfindelse, der knap nok er nået til prototypestadiet, fremføres som om den kan give et væsentligt bidrag til klodens energiforsyning på kort sigt (2030). Men de holder ikke: sidst er en række store virksomheder på flugt fra deres for kort tid siden entusiastiske satsning på CCS, opfangning og deponering af CO2 - ofte betalt af EU. Fra danske folkeskoler til FN's klimaproces er det den politiske korrekthed, der bestemmer - i helt klar modstrid med vores kulturelle tradition. Det er her den egentlige kulturkamp foregår, den der afgør, om vi kan give et bedre samfund videre til vores børnebørn eller om anarkisterne skal vinde.

Og hvad gør menigmand og organisationer af enhver art? Intet som helst! Alle lukker øjnene og snakker fantasterne efter munden. Det tavse flertal fortsætter som de plejer med at rejse kloden rundt med den bedste samvittighed, muligvis efter at have overført et beløb til de slipseklædte ngo'er, der dagligt i medierne fremstår som klodens frelsere.

Skal vi lige høre på det gamle WHO-dokument igen: For det tredje er der en tilstand af apati, af mål-løshed og rodløshed (goal-lessness and rootlessness), i hvilken folk synes at være ligegyldige overfor livet.

Hvor længe skal det blive ved?

Kilde: