Risøs afdeling for vindenergi udtaler:
Det er egentlig forunderligt, at det lykkedes for os på Risø
og vindmølleindustrien at bilde folk ind, at vindmøller kan betale deres egen
energi tilbage mange gange. Men det lykkedes alt for godt, og vi er nu i et
samvittighedsmæssigt dilemma, hvor vi skal vælge om vi vil fremture i løgnen
eller demaskere os selv.
Vores talsmand har haft et par indlæg i Ingeniøren, hvor han
beskriver, hvordan vi i mange år har følt os tvunget til at forbedre sandheden
om vindmøllerne. Som det så ganske rigtigt blev fremstillet, føler vi os nu tvunget
til gentagne gange at afdække, hvilken tilsyneladende korrekt men i sin essens
falsk procedure vi har fulgt for at fremstille vindmøllerens effektivitet på
bedste vis.
Det lykkedes os at overbevise alle om, at det var nok at se
på energiindholdet i den nye mølle, der så fratrækkes genindvundne materialer
fra den udslidte mølle. Derved opstår det en lille energimanko, for man kan
ikke fuldt ud genindvinde alle materialer, der blev brugt til at fremstille og
opstille møllen.
Og det er denne lille energimanko, som vi mente, at
vindmøllerne skulle tjene hjem igen mange gange. Som tiden er gået er det
lykkedes os at forfine beregninger, så det opnås stadig større præcision – til
gengæld er det kun absolutte eksperter, der er i stand til at udlede noget
fornuftigt af vores beregninger. Og vi synes da også, at disse
”genbrugsværdier” har værdi – men ikke i forhold til, hvad vindmøllerne faktisk
er beregnet til – ikke til at blive genbrugt, men til at producere energi og
fortrænge CO2.
Vindmøllerne er beregnet til at fremstille strøm, og derfor
er det naturligvis nødvendigt at vide, hvor meget strøm vindmøllerne
fremstiller. Men det er lige så vigtigt at vide, hvor meget det koster at
fremstille vindmøllen for derigennem at konstatere, hvor stor en
energitilbagebetalingsfaktor den kan præstere.
I denne forbindelse er livscyklusvurderingen helt ubrugelig,
for vi er på jagt efter den værdi, der repræsenterer det samlede energiindhold
i møllen. Det har vi heldigvis et fuldstændigt præcist mål for i vindmøllens
kostpris.
I vindmøllens kostpris indgår fx afskrivninger på de
hundreder at forskellige fabrikker, der fremstiller de mange tusinde
komponenter, lønninger til arbejdskraften, eventuel fortjeneste – altså kort og
godt enhver tænkelig udgift, der fører frem til den endelig kostpris. Og da vi
altid kan omregne kostprisen til khw på det tidspunkt, hvor vindmøllen tages i
drift, har vi en absolut præcis værdi for møllens energiindhold. Pengeprisen på
en vindmølle kan nu omregnes til en kwh-pris. Og fordelen herved er, at en kwh
har nøjagtig den samme værdi, den dag vindmøllen tages i drift og den dag, den
rives ned. På denne måde undgås beregninger på grundlag af fluktuerende priser.
1 kwh i dag er nøjagtigt det samme som 1 khw om tusind år!
Der er ingen, der stiller spørgsmål ved, om der kræves
energi for at fremstille ting, men afviser til gengæld at lønninger lægger
beslag på energi. Men hvis en ingeniør har en løn på 600.000 kan vi forestille
os, at en tredjedel går til skatter og afgifter, en tredjedel går til
serviceydelser og en tredjedel går til køb af ting.
Dem, der modtager ingeniørens penge for deres serviceydelser
vil på samme måde bruge en del af lønnen til skatter og afgifter, til
serviceydelser og til køb af ting, og man skal ikke mange led ”ned”, for at et
hvilket som helst pengebeløb omsættes til køb af ting.
Vi er heldige, at vi har en god statistik i Danmark. I
Energistyrelsen Stamdataregister for vindmøller ses landets samlede
vindmøllekapacitet og landet samlede strømproduktion for vindmøller (fra 2004
til 2011) med følgende faktiske kapacitetsudnyttelse: 24%, 24%, 22%, 26%, 25%,
22%, 24%, 29%. Der ses en svag stigning. Denne øgede effektivitet skyldes en
stigende andel af de bedre placerede havvindmøller, for sikker og vist er det,
at vindmøller ude i havet yder omkring 40 % af kapaciteten.
Vi ved endnu ikke hvad kostprisen for Anholtparken vil
blive, men 14 milliarder kroner skulle være et godt bud. Parken har en
kapacitet på 400 MW og kommer til at producere ca. 40 % af dette beløb, altså
160 MWh. Gang denne værdi med 24 og 365, og årsproduktionen kommer til at ligge
på 1,4 milliarder KWh.
Man kan i nutidens penge købe 35 milliarder kwh for dette
beløb, så det vil vare 35 : 1,4 = 25 år, før parken har tjent sin egen energi
ind. Og dermed er det i for sig ganske overflødig at grunde over, om der er
flere ulemper ved vindmøllestrøm.
Vi ønsker ikke at gå denne vej længere, projektet er håbløst
og direkte skadeligt både energimæssigt og miljømæssigt set.
Der er forestillinger om, at vi kan forbedre møllernes
effektivitet. Men det må vi afvise. En vindmølles effektivitet ligger nu engang
i vingen som det drivende element. Og vingen kan, som vi tidligere har meddelt,
ikke perfektioneres yderligere. Der er ikke mere at hente der.
Det eneste industrien kan gøre er at bygge møllerne større
og højere. De kommer derved til at producere mere, men denne øgede produktion
vil altid spises op at de tilsvarende højere byggeomkostninger, jf Anholt.
Vi beklager, men vi er ved vejs ende. Stop os!
