CEPOS holdt i aften et udmærket møde om kernekraftens muligheder ved Bertel Lohman Andersen. Mødet glimrede ved totalt fravær af beslutningstagerne, der stort set over en kam helt ukritisk har taget Klimakommissionens anbefalinger til sig. Det er beskæmmende at den danske klima- og energidebat fuldstændig er styret af useriøse romantiske forestillinger om, at de såkaldte grønne teknologier er det eneste rigtige.
Kernekraft anses desværre for en politisk tabersag, så selv de mange ansvarlige politikere, der har indset, at den danske energipolitik er baseret på et usagligt grundlag, de vælger at lukke munden, når der diskuteres energipolitik.
Dansk energipolitik er desværre baseret på et vidensgrundlag, meget lig det det, der styrede Sovjetunionens fødevareforskning under Lysenkonismen i fyrrerne og halvtredserne. De interessegrupper, der burde være fortalere for mere fornuft har i dag en økonomisk interesse i de dyre energiteknologier, derfor holder energiselskaber, rådgivende ingeniører og industri enten en lav profil eller støtter de alternative energier. Forbrugerorganisationer, der burde være de første til at råbe vagt i gevær over de store energiomkostninger vi vil få, er ligeledes hoppet med på den grønne vogn.
Reel Energi Oplysning er der ingen der vil høre på uanset, at de har meget ret i deres budskab, der er behov for at nye aktører går selvstændigt ind i kampen for fornuft på energiområdet. Den pris vi kommer til at betale for en forfejlet energipolitik kan meget vel være op i nærheden af det beløb som efterlønnen koster os.
Det ser ud til at efterlønnen måske kan ændres fordi, der er ved at komme en folkelig forståelse for det vanvittige i ordningen, det er muligvis også det, der skal til på energiområdet, men det vil desværre tage mange år, hvis ikke, der er ansvarlige opinionsdannere, der tør tage hul på debatten.
De, der har indset, at energipolitikken er vanvittig, men som alligevel vælger at holde deres mund for den interne politiske freds skyld burde skamme sig.
