En Henrik Vinther belærte i Politiken naboerne til vindmøllerne om, at de må lære at leve
med møllerne, for de støjer ikke.
Det er nemlig intet imod de fordele, som en forureningsfri energikilde indebærer, vel? Men
sådan er det ikke. Vindmøllerne må også tage ansvaret for et betragteligt
energiunderskud og et tilsvarende overskud af CO2-udledning. Den er svær at
fordøje, men beviset er uigendriveligt:
Lad os forestille os, at vi vil fremstille en ting. Først skal vi lige have bygget
fabrikken. Fabrikken består af mursten, glas, stål osv. der alt sammen er
fremstillet af fossil energi. Derefter skal vi have sat maskiner ind. Ligesom
bygningen er alle maskiner fremstillet ved hjælp af fossil energi. Maskinerne
skal drives – det kræver også fossil energi, idet stikket fører lige hen til
kulkraftværket. Så når vi endelig begynder at producere vores ting, er tingen
det håndgribelige bevis for brug af fossil energi. Fabrikken har medarbejdere,
der producerer tingene. De får løn. Noget af lønnet omsætter de straks til at
købe ting. Noget af lønnen går til at købe serviceydelser hos tandlægen og
frisøren osv. Men tandlægen og frisøren sørger også for at købe ting for en del
af deres indtjening, så til sidst ender alle beløb, der i første omgang går til
serviceydelser, alligevel i køb af ting. Vi betaler også skat. Staten søger for
at bruge skattepengene på at købe veje og skoler, dvs. ting. Staten betaler
også sine ansatte, sine pensionister, der straks omsætter pengene til ting. Vi
kan sætte pengene i banken. Banken skal nok sørge for, at pengene kommer ud i
forbrug til køb af ting. Vi får et overskud på varerne, overskuddet bruges med
sikkerhed i sidste ende til at købe ting for. Et stort overskud på en ting
betyder i bund og grund blot at sælgeren med overskuddet kan købe andre ting.
Et lille overskud betyder, at sælgeren ikke kan købe så mange ting. Men det er
væsentlig at holde fast ved, at overskuddet, stort eller lille, i sidste ende
bliver brugt til at købe en Skoda eller en Mercedes for.
En ting rummer den energimængde, der svarer til dens pris. En vindmølle har en pris.
Prisen er sammensat af udgifter til fabriksbygninger, produktionsmaskiner og
lønninger, der med større eller mindre hastighed også omsættes til ting. Ting
har deres pris i forhold til andre ting. Når en vindmøllepark, fx Anholtparken,
koster 12 milliarder kroner, er det logisk, men usædvanligt at omregne de 12
milliarder kroner til kwh fra et kulkraftværk. Det svarer til ca. 30 milliarder
kwh, idet en kwh direkte fra kulkraftværket koster ca. 40 øre. Kan parken
betale de 30 milliarder kwh tilbage i dens levetid? Parken kører naturligvis
ikke for fulde omdrejninger hele tiden, for vinden blæser ikke tilpas hele
tiden. Men den skal nok komme til at producere 40 % af kapaciteten på 400 MW.
Så er det bare med at gange 160 med 24 timer, og derefter gange med 365 dage og
derefter gange med de 25 år som er parkens levetid. Så jo, der er gode chancer
for, at parken kommer til at producere 35 milliarder khw. Og der er jo en smule
mere end den kostede. Men vi skal også lige have vedligehold, forsikringer og
nedrivning med, så bliver resultatet negativt. Og det er jo ærgerligt, når den
nu ikke støjer der ude ved Anholt. Det er da ikke så sært at strømmen fra
vindmøller er så helvedes dyr!
