Kunst: På sporet af den forsvundne skønhed

Af Simon Espersen, 180Grader

Simon Espersen,

02/07/2011

Af Simon Espersen, 180Grader.dk

I denne sommer har man kunnet opleve flere eksempler på, at moderne kunst stadig forarger og provokerer. Den tyske kunstner Thomas Kilpper frembragte et værk af portrætter, som de besøgende kunne trampe på - herunder blandt andre portrætter af Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og Flemming Rose.
 
Og moderne kunst sælger stadig forbløffende godt: En pige på 4 år har ifølge Politiken den 7. juni allerede tjent mere end 80.000 kroner på at klaske maling, konkylier og andre ting op på lærreder og lade forældrene udstille værkerne. Eksperter kalder den 4årige for både surrealist og ekspressionist - og sammenligner hende med berømtheder som Jackson Pollock og Pablo Picasso.  
 
Endelig har et museum for moderne kunst i Ålborg valgt at lade en ny udstilling kredse direkte om grimheden med værker af anerkendte modernister. Nordjyske.dk skriver om udstillingen "GRIMT (eller smukt?)”:
 
"[Museumsinspektør] Aase Bak har delt sin udstilling op i forskellige temaer. Der er grimheden som aggression. Der er grimhed i betydningen tarvelig. Der er det grimme, når det er klamt. Der er det grimme som karikatur. Og endelig er der grimheden i betydningen sløsethed.- Grimheden i kunsten knytter sig til det tyvende århundrede. Det er jo selve avantgardens historie. Den har altid ville gøre op med det eksisterende. Men det er først i det tyvende århundrede, at det kommer så massivt til udtryk", siger museumsinspektøren. Udstillingen varer fra den 14. maj til den 18. september.  [Læs mere på http://www.kunsten.dk/]
 
Har grimheden sejret?
I Ålborg har man således offentligt erklæret at have gjort sig umage for at finde grimheden frem, - herunder den del af den grimme moderne kunst som ifølge inspektøren selv stinker. Politiken hævder at museet "forarger". Men det er vel tvivlsomt eftersom forargelsen har været et mere end hundrede år langt projekt. Og moderne kunst har fra begyndelsen handlet om at udfordre skønheden, men også som museumsinspektøren nævner det: den faglige dygtighed og den håndværksmæssige kunnen, som de traditionelle kunstnere repræsenterede.
 
Men der var ikke desto mindre engang, hvor man ikke skulle ikke tale for højt om, at man mente at et kunstværk var grimt og tarveligt versus skønt og storslået; eftersom grimhed og skønhed hævdedes at være relative størrelser.  Med udstillingen i Ålborg er grimheden i den moderne kunst imidlertid anerkendt og underkategoriseret.  Spørgsmålet er nu om man med grimhedens dominans har nået et kunstnerisk dødvande? 
 
Hvorfor blev kunsten grim? 
Kunstmaleren Scott Burdick og filosofi-proffessor Stephen Hicks fortæller på hver deres måde hvordan skønheden er blevet forvist i takt med at grimheden lidt efter lidt blev en del af det pæne selskab, og som i Aalborg for tiden er helt enerådig.
 
I et 10 sider langt essay har Hicks forsøgt at kortlægge årsagerne til at så meget moderne kunst er grimt og smagløst – og ikke mindst hvorfor at kunsten tilsyneladende bliver grimmere og grimmere.
 
Hicks hævder indledningsvist at modernisme bygger på nogle centrale påstande. Den mest basale påstand er ideen om, at verden ikke er skøn og storslået, og at kunst iøvrigt ikke handler om skønhed, storhed og lidenskab ,men om at beskæftige sig med det, som modernisterne opfatter som virkelighed og sandhed: Verden var - og er - for modernisterne "splittet, i opløsning, skræmmende, deprimerende, tom og i sidste instans uforståelig", siger Stephen Hicks. Som et berømt eksempel nævnes Edvard Munchs "Skriget" fra 1893. Den moderne kunst skal i vid udstrækning forstås som en kulturel kommentar.
 
Hicks modstiller dette med traditionel kunst, hvor det netop ikke var ideen om, hvad der var sandt som stod i centrum for kunstneren:  ”Frem til slutningen af det 19. århundrede var målene for kunsten skønhed og originalitet” skriver Hicks. Dengang var kunst ifølge professoren ”et udtryksmiddel  for sanselighed, mening og lidenskab. […] Kunstneren var en øvet mester indenfor sit fag. Sådanne mestre var i stand til at skabe originale afbildninger af menneskelig betydningsfuldhed og universel appel. Ved at kombinere færdigheder og visionært udsyn, var kunstnere eksalterede væsner, der var i stand til at skabe værker, der  kunne opildne sanserne, intellekterne og lidenskaberne hos de som oplevede dem”.


Hicks peger således på at kunsten blev politiseret, hvor den tidligere handlede om at inspirere og bevæge.  Årsagerne til at kunsten så blev grimmere handler ifølge Hicks  blandt andet om indflydelse fra de filosofier og tænkere, som udtrykte skepsis over eksempelvis industrisamfundets og markedsøkonomiens udvikling, men også skepsis overfor hvad mennesket var som væsen.  Jævnfør ”skriget” handler modernisme ifølge Hicks således ikke mindst om eksistentiel ængstelighed.
 
En stor del af Hicks essay bruges herefter til at påvise, hvordan det modernistiske livssyn takket være ikke mindst reduktionismen lukkede sig mere og mere om sig selv, - nærmest som et menneske, der lider af depression, og som gives lov til at lade depressionen blive selvforstærkende. Udgangspunktet var  således at verden var uforståelig og/eller kaotisk men at kunst på en eller anden måde alligevel skulle være samfunds- og virkeligheds-kommenterende.  Hicks viser i sit essay hvordan reduktionisme i kunsten bidrog til, at moderne kunst samtidig så ud til at udvikle sig, og fremstod nyskabende men ifølge Hicks af samme årsag – d.v.s. reduktionismen - nu er nået meget tæt på det absolutte nulpunkt gennem forskellige former for regression. 
 
Hicks: Virkeligheden har modbevist ”modernismen” 
Hicks centrale pointe er altså, at moderne kunst i slutningen af det 19. århundrede startede med nogle grundantagelser om verden, virkeligheden og mennesket; og at disse har været styrende for hele den kunstneriske modernisme-bevægelse – inklusive postmodernismen. Men forklarer Hicks: Det samfundskommenterende har netop af denne grund skudt mere og mere ved siden af! Moderne kunst er jo netop et komplet vrængbillede af det som kendetegner det moderne velstående, trygge og – historisk relativt oplyste – samfund:
 
”Det er en hjælp at huske på, at modernisme i kunsten var en udløber af en ganske specifik intellektuel kultur i det sene 19. århundrede og at 'ismen loyalt er forblevet tro til denne tids temaer. Men det er ikke de eneste temaer som kunstnere står overfor, og ganske meget er sket siden slutningen af det 19. århundrede.  Stod det til den moderne kunst ville vi ikke vide at den gennemsnitlige levetid er fordoblet siden Edvard Munch skreg. Vi ville ikke vide, at sygdomme som på rutinebasis dræbte hundrede-tusindvis af nyfødte hvert år er blevet elimineret. Ej heller ville vi vide noget som helst om de højnede levestandarder, spredningen af demokratisk liberalisme og nyopståede markeder.  Vi er blevet brutalt bevidstgjorte om de rædselsvækkende katastrofer som udgør nationalsocialisme og den internationale kommunisme; og kunsten spiller en rolle i at gøre os opmærksom på disse katastrofer. Men vi ville aldrig fra kunstens side blive bevidste om det ligeså vigtige faktum: At kampene mod disse rædsler blev overvundet og brutaliteten blev besejret. ”
 
Stephen Hicks argumenterer således for at virkeligheden på den ene side og modernisme inklusive postmodernisme på den anden side er gået i hver deres retning; og at verden på den baggrund er parate til et nyt kunstnerisk træk. Der er ifølge Hicks plads til kunst, der afspejler den virkelige modernisme, og som ser på verden med friske øjne, - og hvor der gives plads til en mindre grim kunst. 
 
Scott Burdick: Skønheden er gået under jorden 
I et timelangt indslag på youtube dokumenterer kunstmaleren Scott Burdick jævnfør også udstillingen i Ålborg, hvordan den skønne kunst er blevet forvist til fordel for den  uskolede, simple, provokerende, reduktionistiske eller simpelthen grimme kunst. Konkret gælder indslaget North Carolina Museum of Art, men handler i ligeså høj grad om den retning som den anerkendte kunst har bevæget sig i siden slutningen af det 19. århundrede.
 
Scott Burdick minder seeren om at moderne kunst i stigende grad handler om "ledsageteksten" og ikke kunstværket i sig selv. Man sælger kunst ved hjælp at storytelling og ikke ved hjælp faglig dygtighed – jævnfør også Politikens historie om den 4årige ”ekspressionist”. Derfor er der også så mange 'ismer indenfor moderne kunst, lyder det: De mange retninger indenfor moderne kunst er en del af den moderne kunsts iscenesættelse af sig selv. Indslaget dokumenterer med interessante kontraster den store forskel, der er på traditionel og/eller realistisk kunst i modsætning til abstrakt og/eller moderne kunst. 
 
Frem for alt hævder Scott Burdick, at det netop er skønheden, der blevet forvist. Han siger at det netop er fordi, at det er vanskeligt at frembringe et kunstværk præget af stor skønhed at skønheden er blevet nedgjort. Som eksempel giver han, at det er det skønne kunstværk vi instinktivt ville forsøge at tage med hjem, hvis vi på en losseplads faldt over en samling af malerier - uden ledsagetekst og hvor den klassiske og traditionelle netop derfor var stillet lige med den moderne kunst. Det virkeligt skønne er det usædvanlige. Skønheden er sjælden og tvinger os til at stoppe op og ønske at bevare den. 
 
Er moderne kunst større end Enron? 
Appelen ved moderne kunst er imidlertid ifølge Scott Burdick, at hvis man kan blive rig og berømt på at udstille en urinal, sit eget lort eller et blåt lærred, så er rigdom og berømthed pludselig noget som er opnåeligt for de fleste. I så fald er det netop den ledsagende tekst og omtale som sælger kunstværket, argumenterer han. Der er med andre ord lighed i grimhed. Det udsædvanlige, skønne og eller storslåede er derimod krævende, vanskeligt og dermed også omkostningsfuldt.
 
Moderne kunst adskiller sig på denne måde netop fra andre kunstretninger som forfatter-virksomhed, dans og musik, siger han. Han får i denne sammenhæng opbakning fra CBS's Andrew Rooney  , der er træt af de mange besynderlige (læs amatøragtige) skulpturer, der opstilles i amerikanske byer.  Intet andet sted tæller kritiker-virksomhed og publicister - herunder kunstgallerier - derfor så meget, som når det gælder moderne kunst. Det ledsagende budskab er det virkelige medie – og ikke kunstværket i sig selv, lyder det.
 
En væsentlig appel ved opgøret med skoling, faglighed, dygtighed og skønhed er det forhold, at man kan producere langt mere hvis man ikke behøver at gøre sig umage, siger Burdick. Han henviser i den forbindelse til filmen "Exit through the giftshop", hvor en filminstruktør med kunstnernavnet "Mr brainwash" lader som om han er kunstner, og tjener 1 million dollars på en weekend ved at efterligne sine "moderne kunst"-venner.
 
Forudsætningen for at moderne kunst kan overleve i fremtiden er derfor også, at der kan blive ved med at herske en noget nær total dominans af synet på den moderne kunsts berettigelse. Man kan ikke have for mange toneangivende kritikere, der råber ”Kejserens nye klæder”. Og denne dominans er tilsyneladende stadigvæk gældende. Ifølge Scott Burdick er man stadigvæk nødt til at hylde moderne kunst, hvis man vil have en chance indenfor den etablerede kunstscene. 
 
Moderne kunst har gjort mere skade på samfundet end Enron konkluderer kunstmaleren. Det har skabt en industri, der lever af spekulation i vanvittige prisstigninger på kunst, der baserer sig på det, som han kalder en  "sammensværgelse, vittighed og en løgn".  Men ligesom Stephen Hicks ser han nu flere tegn på en genfødsel af de klassiske dyder - blandt andet via de nye medier.

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
 

 
Kilder:

 

Why Art Became Ugly  - Stephen Hicks

http://www.stephenhicks.org/publications/explaining-postmodernism
http://www.stephenhicks.org/tag/postmodern-art/

Banishment of Beauty - Scott Burdick (Indslaget er i fire dele)

www.scottburdick.com 

When Did This Become Art? - Andrew Rooney (CBS/60 mins)

Plat provokunst - JP

Statsstøttet politisk kunst vækker forargelse - Politiken

Puha hvor er det grimt - Nordjyske

Grimt med vilje - Berlingske

Kilde: